
Vejen til et flertal er blevet langt mere kompliceret for regeringen, men regeringens liv er ikke truet af Mads Fugledes skifte til Danmarksdemokraterne.
Det mener i hvert fald Venstres formand, Troels Lund Poulsen, som i morges gik om bord på et fly uden bekymringer, men som landede til meldingen om et tabt mandat.
- Nu tror jeg, at man skal slå koldt vand i blodet. Først og fremmest så har vi jo opbakning - i tilfælde af en mistillidsdagsorden - fra de nordatlantiske mandater, siger Troels Lund Poulsen, da han lander i Tyskland.
Han tilføjer, at han selvfølgelig er ked af, at Mads Fuglede forlader partiet, og han takker ham for indsatsen i partiet.
- Jeg havde selvfølgelig gerne været foruden, at vi skulle miste et medlem af folketingsgruppen, siger Troels Lund Poulsen.
Stephensen støtter bred regering
Løsgænger Jon Stephensen lover da også, at han fortsat støtter regeringen.
- Som jeg også har sagt til andre: Det, jeg mente i går, det mener jeg også i dag. Jeg er valgt ind på at ville en bred regering hen over midten, og det kan man regne med, at jeg fortsat vil, siger han til Ritzau.
Regeringen har med Mads Fugledes Venstre-exit mistet det indenrigspolitiske flertal, som Jon Stephensen ellers sikrede, da han tidligere har meldt ud, at han vil stemme med regeringen i de fleste sager.
Jon Stephensen mener stadig, at regeringen er manøvredygtig, og at "det nok skal gå", så længe der ikke er et flertal imod den.
Professor: Svære betingelser
Ifølge Helene Helboe Pedersen, statskundskabsprofessor på Aarhus Universitet, der blandt andet forsker i partiskift, bliver det vanskeligere for regeringen at gennemføre sit politiske program uden at samarbejde med de andre partier:
- Den nuværende regering samarbejder med andre partier, og vi er vant til at have mindretalsregeringer. Men det ændrer regeringens arbejdsformer, siger hun.
De tre regeringspartier havde heller ikke før tirsdagens udvikling omkring Mads Fuglede indenrigspolitisk flertal. Men støtte fra løsgænger Jon Stephensen sikrede det alligevel. Flertallet er altså med Fugledes Venstre-exit væk.
Med den seneste udvikling har regeringen med Stephensen som støtte 87 mandater.
Helene Helboe Pedersen mener dog, at der er et stykke vej, før det kan komme på tale. For det første kræver det, at et mandat skifter side. Og for det andet kræver det, at røde og blå kan blive enige om at tvinge regeringen til at gå af.
- Det kan blive svært for oppositionen at samles om at vælte regeringen, medmindre der kommer en skandalesag, der kan samle oppositionen på begge sider, siger hun.
Også fordi det skal kunne forklares over for danskerne, hvorfor de skal til stemmeurnerne igen.
- Selv hvis oppositionen vælter regeringen, er konsekvensen ikke nødvendigvis et nyvalg, fordi Folketinget kan danne ny regering, som ikke har et flertal imod sig. Med en svagere regering har oppositionen alt andet lige en stærkere position til at vælte den, siger hun.
/ritzau/
Retttelse 11.54 i regeringens mandattal
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.