ÆRØ: Kan samtaler med medarbejdere, der fratræder, være med til at gøre kommunen klogere på, hvad der fungerer godt og mindre godt?
Det spørgmål skal nu behandles i Hovedudvalget på Ærø, efter at viceborgmester Hans Peter Rønn Bolding (S) har foreslået at indføre den slags samtaler på ældreområdet.
Hans ide er, at en samtale med en uvildig part kan få medarbejdere på vej ud ad døren til at give feedback, som kan bruges til at udvikle arbejdspladsen fremadrettet, argumenterer han i et forslag, som tirsdag blev behandlet i kultur- og socialudvalget.
Samtalen skal være med en uvildig part, men han vurderer, at det alligevel kan gøres "nærmest udgiftsneutralt".
"Tiltaget kan selvsagt være interessant indenfor alle kommunens områder, men måske det ville være en ide at starte i sundhedssektoren?", skriver han i sit forslag, som udvalget sendte videre til vurdering i Hovedudvalget.
Forslag til spørgsmål
Hans Peter Rønn Bolding foreslår spørgsmål som:
- Hvad er årsagen til, at du har valgt at sige op?
- Hvordan har samarbejdet fungeret med dine kolleger?
- Hvordan har samarbejdet fungeret med din leder?
- Hvad har været særlig godt i din ansættelsestid hos os?
- Hvad har været mindre godt ved at være ansat hos os?
- Hvis du skulle give os et godt råd, hvad er det da?
- De fleste af os kender nok til det, at når man fratræder en stilling af den ene eller anden grund, så bliver det hele hurtigt lidt formelt og kortfattet. Men hvis man efterfølgende kan få mulighed for - uden filter og i en konstruktiv kontekst - at tænke over og fortælle om, hvorfor man ikke skal være der mere, så har arbejdspladsen noget at arbejde videre med, siger han uddybende til Fyns Amts Avis.
Professor Thomas Bredgaard fra Center for Arbejdsmarkedsforskning vurderer over for avisen, at fratrædelsessamtaler kan være et godt redskab, men at det er ret begrænset, hvor udbredte de er på det danske arbejdsmarked.
- Det er en ret god ide for arbejdspladser, der står og mangler arbejdskraft i øjeblikket. For de har en udfordring - selvfølgelig med at tiltrække - men også med at fastholde medarbejdere. På den her måde kan de få en systematisk feedback på, hvorfor medarbejderne forlader arbejdspladsen, siger han og understreger, at det er meget vigtigt, at samtalerne er med en uvildig person.
Arbejdstid på færgen og korte ansættelser
Forslaget om fratrædelsessamtaler blev diskuteret i Ærø-udvalget under et punkt om rekrutteringstiltag på ældreområdet. Som de fleste andre kommuner har Ærø svært ved at skaffe den nødvendige arbejdskraft samtidig med, at ældre med mere komplekse plejebehov udskrives til kommunerne.
På Ærø bliver problemet yderligere forstærket af øens geografi og manglen på billige lejelejligheder.
Personalemanglen har medført, at der laves individuelt tilpassede ansættelser, hvor der i høj grad tages hensyn til medarbejderens ønsker, oplyser forvaltningen.
Derfor ses der ansættelser på kun fem uger eller ansættelser, hvor medarbejderen kun kommer til Ærø hver anden uge. Ansatte i sygeplejen kan desuden få arbejdstid på færgen til at løse administrative opgaver. Det vurderes individuelt, hvor meget af færgetiden, der kan anvendes til arbejdstid, oplyses det.
Alligevel er det flere gange sket, at der er underskrevet ansættelseskontrakt og gjort klar med tøj, id-kort, mail osv., hvorefter medarbejderen på startdagen har sagt op.
En del af problemet er løst ved at hente personale fra bl.a. Tyskland, Ukraine, Bosnien, Letland, Thailand og Indonesien. Desuden er arbejdet tilrettelagt, så rengøring og anden praktisk hjælp altid udføres af en ufaglært medarbejder, mens de faglærte udelukkende tager sig af plejeopgaver.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.