SJÆLLAND: Fire tidligere vikarer må vente lidt endnu på dommen i en sag om pligtforsømmelse på en sikret institution. Det afgjorde Retten i Holbæk mandag.
Efter en lang retsdag kom retsformand Ann-Britt Belisario ud efter en votering og fortalte, at retten endnu ikke var klar til at komme med en afgørelse.
- Dommen afsiges derfor den 10. juni klokken 12, oplyser hun.
De nu tidligere vikarer på den sikrede institution Bakkegården syd for Nykøbing Sjælland, der drives under Region Sjælland, er tiltalt for grov pligtforsømmelse ved blandt andet at lade de unge anvende ulovlige mobiltelefoner og ryge inden døre.
En tidligere vikar er også tiltalt for at tage piller sammen med to af de varetægtsfængslede på stedet, hvor to andre vikarer ikke greb ind.
Alle fire tiltalte, der er i alderen 20 til 27 år, nægter sig skyldige.
Var de klædt på til opgaven?
De fire har i retten forsvaret anklagerne om grov pligtforsømmelse med, at de fik en yderst mangelfuld introduktion til et job som nattevagt på den sikrede institution og slet ikke var klædt på til opgaven.
Det er den forklaring, som retten mandag ikke er nået frem til en konklusion på.
De fires forsvarere fremhæver i retten en "manglende bevisførelse" fra anklagemyndigheden, som de mener skal resultere i frifindelse af deres klienter.
Forsvarerne påpeger blandt andet, at man ikke har valgt at indkalde de unge på Bakkegården som vidner.
Det er ifølge dem heller ikke bevist, at de tiltalte har fået den påståede sidemandsoplæring, som et vidne tidligere har forklaret var praksis.
- Den her sag skriger mere til et ledelsesansvar end en dom til min klient, siger den 27-åriges forsvarer.
Markant mangel på pædagoger
Anklager Agnes Møller mener derimod, at vikarerne har udvist grov skødesløshed.
- Bakkegården har ganske givet ikke kørt på skinner i den her periode. Men selv om oplæring spiller en rolle, har tilstanden ikke været så grotesk, som de tiltalte siger, lyder det fra anklageren.
Tidligere på dagen har Bakkegårdens tidligere forstander været indkaldt som vidne. Hun er siden gået på pension, fortæller hun i retten.
Hun siger, at manglen på pædagoger og uddannet arbejdskraft var "markant" i hendes sidste tid på den sikrede institution.
- Jeg kan ikke lægge hovedet på blokken omkring, at alle har fået 100 procent den oplæring, de skulle, siger hun.
Ændret siden
Sagen blev kendt i offentligheden, da avisen Politiken afdækkede episoderne på Bakkegården. Der er efterfølgende sket ændringer, fortæller den tidligere forstander.
Blandt andet skal vikarbureauerne nu betale for intro til nye medarbejdere. Og der er også kommet et afkrydsningssystem vedrørende oplæring, siger hun.
Bakkegården samarbejder heller ikke længere med det bureau, der hyrede de fire vikarer.
Anklagemyndigheden går foruden en straf også efter, at de fire frakendes rettigheden til erhvervsmæssigt eller i forbindelse med organiserede fritidsaktiviteter at beskæftige sig med børn og unge. Det mener deres forsvarere er en alt for hård sanktion.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.