
Tobias Hamann
Foto Line Klein Studio, Chris Tonnesen
Klassisk Tobias – Kager og brød fra en amatør til en anden.
200 sider kr.: 250,-
Gyldendals forlag
Årets december og nytårshilsen til dknyts læsere kan ikke blive mere politisk ukorrekt. I folkemunde er det politisk ukorrekt at se Melodi Grand Prix! – Men, alle har en mening om kunstnerne, sangene, stylingen, præsentationen, teksterne etc., men ingen ser Melodi Grand Prix! Samme gælder madprogrammer og især Den Store Bagedyst. Ingen følger med i Den Store Bagedyst, men deltager gerne i debatten om dommernes formåen, kagernes sværhedsgrad og ikke mindst deltagerne.
Men, indrømmet – selv uden de sidste 20 år at have været ejer af et TV, så er jeg velbevandret i bageopskrifter og fif fra Den Store Bagedyst. – Ja, jeg er afsløret, jeg er ’skabs-bagedyst-lurer’. Jeg streamer selvfølgelig programmet og ja, jeg elsker det. Når jeg ikke er på job, så er jeg i mit køkken. Jeg bager, kokkererer og sylter, som bestod husstanden af andre end mig selv. Helt sikkert et levn fra min barndom, hvor vi var mange omkring langbordet, med karle, naboens unger og en landhusmo’r som de kun fandtes i min barndom.
Mesterbageren Tobis Hamann gik lige i hjertet på mig. Så nysgerrig var jeg for at få fingrene i hans første bagebog. Jeg har læst bogens forord flere gange. Forordet viser virkelig et paradigmeskift i opfattelsen af, hvilken profil der gemmer sig bag deltagerne i Den Store Bagedyst. Tobias formår virkelig at skrive og beskrive. Han formår at deltage i og inddrage kulturelle oplevelser i sin passion for bagning og udtryk. Det rækker ud over den traditionelle tilgang til ingredienser og smage.
Fra østeuropastudier og russisk ved Aarhus Universitet, hvor der blev bagt røde socialist-muffins og til de 3.400 km Tobias cyklede fra Silkeborg til gedeostekagens hovedstad Canakkale i Tyrkiet. Indien, USA, Kirgisistan ja, hele verden er udforsket. Alle rejser tilbagelagt med én fællesnævner som hovedrollen: Kager! Kager som udtryksform. Kager som dagbog. Kager som fortællinger og kager som de uskyldige skønheder, alle falder for.
Grønne kager
Bogen skuffer ikke. Det er en bog fuld af overraskelser. Sjove opskrifter, svære opskrifter, traditionelle opskrifter med et tvist som eksempelvis ’klassens grønne kage’, hvor den grønne frugtfarve er erstattet af frisk blendet spinat. Den skal afprøves til sommer. Her vil jeg skifte spinaten ud med den spanske kørvel, som jeg bruger i rigt mål lige fra pesto til min helt specielle bitter. Spansk kørvel smager af anis, så hvorfor ikke ’klassens grønne kage’ med spansk kørvel og en note af ’lakrids’.
Jeg har lige taget scones ud af ovnen. Tobias foreslår at bage de traditionelle scones med tørrede morbær. Nu er det jul, så jeg tilsatte lidt revet tongabønne og finthakket pomerans – kan kun anbefales.
Hygge i køkkenet med børnene er der også plads til. Leg med chokoladetegning krydret med vulkanudbrud. En snack der er virkelig skæg at lave. Børnene vil få oplevelsen af et laboratorie-eksperiment med masser af action. Tobias’s bog er en oplagt værtindegave, måske årets mandelgave eller årets nytårshilsen.
Traditioner skal holdes så traditionen tro, er årets sidste boganmeldelse derfor lige så politisk ukorrekt som øvrige år. Det er ikke på dknyt du henter inspiration til din bagning eller anden køkkensyslen. På dknyt er du opdateret på den seneste udvikling indenfor det kommunalpolitiske område. Vi holder dig opdateret hver dag året rundt.
Vi ønsker alle vores læsere en Rigtig Glædelig Jul og et Godt Nyt År
Mediekonsulent Lene Stenstrop
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.