dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
Fra skole på Amager. (Foto: Martin Lehmann, Polfoto)

10-årige skal undervises i radikalisering og ekstremisme

Aarhus Kommune vil forebygge radikalisering hos børn. Derfor skal arbejdet rykke ind i folkeskolens 4. klasser
6. FEB 2015 6.15

AARHUS: Der skal stå radikalisering, terrorisme og ekstremisme på skoleskemaet hos Aarhus Kommunes elever i folkeskolens 4. klasse.

Det særlige undervisningstilbud, der er på idéplan, er en forebyggende indsats, som skal forhindre, at børn helt fra 10-års-alderen bliver draget af radikale miljøer, skriver Berlingske.

Ifølge en skrivelse fra kommunen er børn på fjerde og femte klassetrin i en alder, hvor de er 'åbne og søgende' med hensyn til, hvordan de opfatter verden, og det giver derfor mening her at 'støtte børnene i at se verden fra forskellige perspektiver'.

- Jo tidligere, jo bedre. Og vi er så heldige, at vi modsat de radikale miljøer har skolen som en unik vej til at påvirke børn og unge, siger Bünyamin Simsek (V), rådmand for børn og unge, til Berlingske.

Frygten for terror og ekstremismens fremtog i Danmark har allerede betydet, at mere end 150 skoleklasser i kommunen på 9. og 10. klassetrin samt i gymnasiet er blevet præsenteret for scenarier, dilemmaer og diskussioner om radikaliseringens væsen, terrorisme og demokratiske værdier.

Bünyamin Simsek forklarer, at der er behov for at sætte ind allerede i folkeskolens yngre klasser og ruste de unge til blandt andet at gennemskue ekstremistisk propaganda, fordi kommunen er 'i dyb konkurrence med de ekstremistiske grupper med hensyn til at få fat i de unge.'

Opbakning og skepsis
- Hele indsatsen er tænkt som et værktøj til at styrke børn og unges opfattelse af, at de lever i et demokratisk samfund, og hvad det vil sige at være en del af fællesskabet, siger Bünyamin Simsek til Berlingske.

Han tilføjer, at det handler om at give de unge basal viden og på samme tid sige til dem, at der er hjælp at hente, hvis de får brug for det.

Den aarhusianske idé om at forebygge ekstremisme tidligt står ikke alene, da man i regeringens antiradikaliseringsplan vil række ud efter de yngre børn i skolen helt ned til 6. eller 7. klasse, lyder det fra Socialministeriet.

Ifølge Berlingske bakkes den aarhusianske idé op af Mehdi Mozaffari, professor emeritus ved Aarhus Universitet, mens lektor Kirstine Sinclair fra Center for Mellemøststudier ved Syddansk Universitet er skeptisk og advarer imod, at man i antiradikaliseringens navn ser spøgelser, der ikke er der.

Ikke nødvendigt
Jens Bruun, lektor på Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU) ved Aarhus Universitet, ønsker ikke at udtale sig om Aarhus Kommunes konkrete initiativ, men forholder sig overordnet til emnet:

- Generelt vil jeg mene, at det ikke virker særlig nødvendigt med en decideret målrettet anti-radikaliseringsstrategi over for samtlige børn ned til 4. klasse. 99,99 pct. af eleverne er jo ikke i nærheden af at blive eller være 'radikaliserede', siger han til Ritzau.

Samtidig slår han dog fast, at temaer omkring terror, demokrati, krig, religion, ytringsfrihed, politiske systemer, menneskerettigheder og konfliktløsning altid er relevante faglige temaer på de relevante klassetrin.

- Det er naturligvis umuligt at være imod undervisning i demokrati, men den undervisning skal ikke tænkes som 'forebyggelse' eller 'problemløsning', men som noget vi praktiserer, fordi det er samfundets og skolens fundament, siger Jens Bruun og føjer til:

- Lidt forenklet sagt: Skolen skal ikke være demokratisk, fordi der findes anti-demokratiske kræfter, men fordi samfundet er demokratisk.

Ritzau

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/10-aarige-skal-undervises-i-radikalisering-og-ekstremisme

GDPR