Claus Hjorts finanslovsforslag for 2010 viser, at regeringen har brændt samfundsøkonomien af på skattelettelser i stedet for investeringer i arbejdspladser, lyder det fra 3F-formand Poul Erik Skov Christensen.
- Regeringen efterlader danskerne med en kæmperegning, men uden en kurs ud af krisen. Skattelettelserne til danskerne er i virkeligheden et 'lån fra helvede': De slår bunden ud af økonomien uden at løse krisen.
Finanslovsforslaget for 2010 er det mest dystre i nyere tid. Det står nu helt klart at forårets skattelettelser var den helt forkerte kurs. De vil ikke bringe os ud af krisen, men endnu længere ned i dyndet.
Gennem de seneste års internationale højkonjunktur har regeringen prioriteret ufinansierede skattelettelser til de rigeste, i stedet for at tage hul på nogle af de store investeringer, der kunne fremtidssikre det danske velfærdssamfund.
- Med udsigt til 150.000 ledige i 2010 er de offentlige investeringer på 10 mia. kr. alt for lidt og kommer for sent. Regeringens handlingslammelse igennem det seneste år har i forvejen kostet os tusindvis af arbejdspladser, udtaler Poul Erik Skov Christensen.
- Hver eneste dag er der forsvundet arbejdspladser, som aldrig kommer tilbage, mens regeringen har været mere optaget af burkaer og kamphunde. Vi bør satse massivt på udvikling af alternativ energi og energibesparelser fx ved at lave Lindø om til en grøn dynamo med udvikling og produktion indenfor vind-, sol- og bølgeenergi. Desværre er der ikke sat en øre af til en sådan satsning på finansloven.
3F efterlyser en klar satsning på et robust dagpengesystem, flere praktikpladser til unge, uddannelser og flere grønne job, siger 3Fs formand.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.