Regeringen planlægger med forslaget en historisk høj vækst i de offentlige investeringer for at understøtte vækst og beskæftigelse. I 2010 er der blandt andet afsat:
- 4 mia. kr. fra kvalitetsfonden til investeringer i dagtilbud, folkeskoler og ældreområdet.
- 2,8 mia. kr. ekstra til trafikinvesteringer.
- 1½ mia. kr. til investeringer i en moderne sygehusstruktur.
- 1 mia. kr. til et teknologisk løft af universiteternes laboratorier.
- 0,4 mia. kr. til investeringer i arbejdskraftbesparende teknologi.
Borgernær service
Regeringen har siden 2001 tilført betydelige midler til forbedringer af den borgernære service, og det fortsætter med finanslovforslaget for 2010. Med årets økonomiaftaler har regeringen således sikret et betydeligt løft til både regionerne og kommunerne i 2010. Regionerne opnår et løft på 1,8 mia. kr., der blandt andet skal øge behandlingsaktiviteten på sygehusene, og kommunerne tilføres 500 mio. kr. ekstra til bedre service til borgerne.
Penge til udsatte grupper
Herudover foreslår regeringen at anvende 936 mio. kr. fra satspuljen til initiativer for at forbedre vilkårene for svage og udsatte grupper. Regeringen ønsker blandt andet at prioritere en betydelig indsats for udsatte børn og unge, en forbyggende sundhedsindsats for udsatte grupper og en styrket indsats i psykiatrien. Endvidere lægger regeringen op til, at der bruges 410 mio. kr. i 2010 på nye forebyggelsesinitiativer, der skal forbygge og forhindre fysisk og psykisk nedslidning.
Største forøgelse af offentlige investeringer siden 1965
Regeringen har i finanslovforslaget for 2010 fokus på tre ting - investeringer, velfærd og ansvarlighed.
- For det første gennemfører vi den største forøgelse af de offentlige investeringer over to år siden 1965. Investeringsløftet er således omkring 15 pct. både i 2009 og 2010. Det bidrager markant til at understøtte væksten og beskæftigelsen i dansk økonomi, siger finansminister Claus Hjort Frederiksen (V).
- For det andet vil vi fortsat udbygge velfærden. Siden 2001 har vi øget udgifterne til den borgernære service med 61½ mia. kr.
- For det tredje vil vi fastholde den ansvarlige linje i den økonomiske politik. Regeringen har allerede gjort meget for at understøtte økonomien, og de mange tiltag vil virke med stigende styrke gennem 2009 og 2010. Vi understøtter økonomien på en ansvarlig måde. Skubbes der for meget til økonomien, kommer der pres på de offentlige finanser, renter og konkurrenceevne - og dermed på velfærden til borgerne.
Uddannelse, forskning og innovation
Regeringen lægger op til fortsat at satse på uddannelse, forskning, innovation og iværksætteri og vil i 2010 investere yderligere 2,2 mia. kr. fra globaliseringspuljen, heraf 1 mia. kr. årligt i 2010-2012 til investeringer i et omfattende teknologisk løft af universiteternes laboratoriebygninger.
Regeringen vil skabe forbedringer på miljø-, natur og klimaområdet. Aftale om Grøn Vækst er et led i regeringens vision om at skabe en ny grøn vækstøkonomi, hvor et højt niveau af miljø-, klima- og naturbeskyttelse forenes med en moderne og konkurrencedygtig landbrugs- og fødevareproduktion. Der er i alt afsat 13,5 mia. kr. til Grøn Vækst i perioden 2010-2015.
Bedst muligt ud af krisen
For regeringen er det et tungtvejende hensyn, at Danmark kommer bedst muligt ud på den anden side af krisen. Regeringen har allerede gjort meget for at understøtte økonomien og beskæftigelsen, og de mange tiltag vil virke med stigende styrke gennem 2009 og 2010.
- Samtidig er der grænser for, hvor meget mere finanspolitikken kan lempes. Skubbes der for meget på økonomien, bliver underskuddene på de offentlige finanser for store. Det vil presse renterne op til skade for boligmarkedet og privatforbruget. Desuden er der risiko, at konkurrenceevnen svækkes yderligere. Det vil modvirke virkningen af de lempelser, der allerede er gennemført. Med finanslovforslaget for 2010 understøttes økonomien, men på en ansvarlig måde, siger Claus Hjort Frederiksen.
- Finanslovforslaget er fornuftigt afbalanceret mellem investeringer i øget velfærd og behovet for at udvise ansvarlighed i en tid med stor usikkerhed. Jeg ser frem til de kommende forhandlinger med Folketingets partier om finanslovforslaget for 2010.
Læs mere om finanslovforslaget.
Se bl.a. serviceudgifter i kommuner og regioner (side 13).
Underskud på offentlige finanser
Underskuddet på de samlede offentlige finanser skønnes til 33,5 mia. kr. i 2009 og 86,25 mia. kr. i 2010. Det svarer til 2,0 pct. af BNP i 2009 og 4,9 pct. af BNP i 2010. Der er således tale om et betydeligt omslag i de offentlige finanser afledt af konjunkturnedgangen og ekspansiv finanspolitik.
Underskud på 91 mia. kr.
Med finanslovforslaget for 2010 skønnes der et underskud på statens finanser på godt 91 mia. kr. i 2010, mens der i 2009 skønnes et underskud på 26½ mia. kr.
Statens nettokassesaldo, der er relevant i forhold til den umiddelbare virkning på statsgælden, skønnes til minus 132,25 mia. kr. i 2009 og 109,25 mia. kr. i 2010. Statsgælden skønnes således at stige med 241,25 mia. kr. fra 2008 til i alt 437,5 mia. kr. i 2010.
tj
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.