Det historiske og rekordstore underskud på finansloven er desværre ikke dagens eneste dårlige nyhed, mener FOA.
- Havde underskuddet været et udtryk for, at regeringen satte ind med vækstinitiativer, jobpakker og flere uddannelsespladser, så kunne vi fint leve med det. Men regeringen har i de gode tider brugt pengene til skattestop, skattelettelser og rødvinsreform. Og nu hvor de dårlige tider skyller ind over landet, så har vi intet at stå imod med. Vi står tilbage med et stort sort hul i statskassen - og regeringen har ingen vej ud af krisen. Der er tale om en kummerlig finanslov, siger forbundsformand Dennis Kristensen.
Han peger på, at selvom tallene er dårlige, så er regeringen nødt til at sætte øgede vækstinitiativer i gang, der om nødvendigt skaber et lidt større underskud. FOAs forslag er, at regeringen åbner døren for de ledige til de offentlige job, som stadig i et vist omfang står ledige eller besættes af ufaglært arbejdskraft.
- Hvis der blev skabt de fornødne uddannelsespladser i omsorgsfagene - for eksempel i form af frit optag på social- og sundhedsskolerne. Og de ledige samtidig kunne oppebærer voksenelevløn, så har vi en historisk chance for at rekruttere fremtidens arbejdskraft til den offentlige sektor. Analyse efter analyse har vist, at det vil blive meget svært at skaffe uddannet og kvalificeret arbejdskraft i fremtiden til omsorgsfagene. Men i dag har vi en enestående chance. Lad krisetider blive reformtider, så vi vil stå langt stærkere rustet, når vi kommer ud på den anden side af krisen, siger Dennis Kristensen.
- Der var ingen grænse for regeringens hjælpsomhed, da bankerne havde brug for alle milliarderne. Nu bør det være de lediges tur til at komme i politisk fokus. Velfærdsudforingerne står i kø, og vi har tusinder af ledige, der er parate til at tage fat. Der burde ikke være meget at betænke sig på, mener Dennis Kristensen.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.