
RANDERS: Byrådsmedlem Bjarne Overmark (Beboerlisten) er flere gange blevet meldt til politiet for sine politiske metoder, men sidste år slap han og to listefæller for politianmeldelse for nogle Facebook-opslag, efter at advokatfirmaet Horten havde frarådet det.
Det viser advokatens vurdering, som DK Nyt har modtaget fra Bjarne Overmark.
Overmark blev i december sidste år idømt dagbøder for at have brudt sin tavshedspligt ved at videregive mellemnavnet på en forurettet i den såkaldte Stjernehussag, hvor en pædagogmedhjælper blev sigtet og senere frikendt for seksuelle overgreb på et barn.
Samme måned besluttede et flertal i byrådet af politianmelde ham for brud på tavshedspligten i en anden sag fra børn- og skoleforvaltningen, hvor han havde videresendt en mail fra børn- og skoledirektør Michael Maaløe om familiechef Ann Hermansens sygemelding til blandt andet pressen. En sag, hvor politiet senere valgte ikke at rejse sigtelse.
Men derudover overvejede kommunen altså også at melde ham og to andre medlemmer af Beboerlisten for nogle opslag, de lavede på en Facebook-side for Randers.
Usandsynlig domfældelse
Horten blev bedt om en vurdering, og i et "vurderingsskema for sager vedr. chikane og tavshedspligt" lyder det efter en gennemgang af de tre sager:
"Det er vores samlede vurdering – i alle tre tilfælde – at Randers Kommune ikke bør politianmelde sagerne, idet det er usandsynligt, at dette vil føre til domfældelse, jf. straffelovens § 119 a."
Bjarne Overmark havde blandt andet i et opslag skrevet om "Børn og Skoleforvaltningens – bl.a. Michael Maaløe, direktør, og Ann Hermansen, familiechef – forsøg på at true en tillidsrepræsentant i Stjernehuset til tavshed…"
Et andet medlem hævdede i et opslag, at Ann Hermansen skulle være hjemsendt/sygemeldt for at genvinde sin dømmekraft, mens det tredje medlem i 21 opslag havde skrevet om Ann Hermansen eller familieafdelingen, blandt andet at "ledelsen og børn og skoleforvaltningen forsøgte at lukke munden på den tillidsrepræsentant i Stjernehuset, som på Facebook forsvarede og beskyttede sin kollega, som ledelsen forsøgte at begå et justitsmord på".
Horten hæfter sig i sin vurdering ved, at straffelovens §119a om chikane er tiltænkt hadsider, hvilket der ikke var tale om her, og at Overmarks ytringer i et vist omfang er relateret til samfundsdebatten, som er beskyttet af ytringsfrihed. Desuden har retspraksis vist, at der skal en vis grovhed til, før der kan dømmes for chikane. At påstå, at en sygemelding er en hjemsendelse, er ikke nok.
Endelig lægger Horten stor vægt på, at både Maaløe og Hermansen var en del af det overordnede ledelseslag i kommunen og ikke ansatte sagsbehandlere, og at en stor del af opslagene efterfølgende er slettet.
Medarbejdere føler sig hetzet
Ann Hermansen forlod Randers Kommune 1. maj til fordel for et job som socialdirektør i Hedensted. Inden da havde hun også været i clinch med Bjarne Overmark, som i en mail til hele byrådet og direktionen havde kritiseret hende for at opføre sig upassende, fordi hun - ifølge en venindes Facebookopslag - havde været til mandestrip. I virkeligheden var der tale om standup.
Børn- og skoledirektør Michael Maaløe blev i maj fritaget for tjeneste efter en kritisk undersøgelse af forvaltningens arbejdsmiljø, det fremgik af undersøgelsen, at det dårlige arbejdsmiljø ikke kun skyldtes hans ledelsesstil, men også et politisk betændt miljø og enkelte byrådsmedlemmers hetz mod forvaltningens medarbejdere.
Medarbejderne brugte ord som chikane, hetz og mobning om enkelte politikeres adfærd, og resten af byrådet blev kritiseret for ikke at reagere på adfærden. Resulteret var en nulfejlskultur båret af frygt, lød det.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.