RANDERS: Byrådsmedlemmer har som udgangspunkt meget vid adgang til at få indsigt i alle typer sager, der findes i forvaltningen. Men ikke, hvis det kræver for meget tid at skaffe de ønskede oplysninger.
Det viser en sag fra Randers, hvor byrådsmedlem Bjarne Overmark (Beboerlisten) havde klaget til Ankestyrelsen. Styrelsen fastslår imidlertid, at den ikke ser nogen grund til at rejse en tilsynssag mod kommunen.
Bjarne Overmark havde i maj i år bedt om at få sagsindsigt i en række oplysninger fra børn- og skoleforvaltningen i perioden 2013-2022:
- Fratrædelsesaftaler, herunder en økonomisk opgørelse i hver sag og sammenlagt – herunder sagsomkostninger til egne og andres rådgivere, advokater m.v.
- Erstatningssager anlagt af borgere og ansatte, herunder en økonomisk opgørelse i hver sag og sammenlagt, herunder også sagsomkostninger til egne og andres rådgivere, advokater m.v.
- Voldgiftssager, herunder en økonomisk opgørelse i hver sag og sammenlagt, herunder også sagsomkostninger til egne og andres rådgivere, advokater m.v.
- Forflyttelsessager, hvor chefer o. lignende, er flyttet til mere underordnede stillinger – men samtidig er fortsat på den højere løn, herunder en økonomisk opgørelse af hver sag og sammenlagt, herunder også sagsomkostninger til egne og andres rådgivere, advokater m.v.”
Forvaltningen svarede imidlertid - med henvisning til et kodeks for betjening af byrådet, som byrådet vedtog i marts - at han kun kunne få sagsindsigt i aftaler og sager fra 2021-2022, og at der ikke ville blive lavet økonomiske opgørelser. Et svar, som Overmark kaldte "stødende og ulovligt", og som fik ham til at skrive til Ankestyrelsen samme dag.
Ville tage over 300 timer
Kommunen har efterfølgende meddelt Ankestyrelsen, at det skønsmæssigt ville tage 106-119 timer at besvare anmodningen for årene 2017-2022, og at det ville tage yderligere 236 timer at gå helt tilbage til 2013. Derfor blev det vurderet, at ressourceforbruget ville være så stort, at det gav ret til at begrænse svaret. Kommunen henviste både til styrelsesloven og byrådets eget kodeks.
Og det svar er Ankestyrelsen tilfreds med.
"Vi lægger vægt på, at Randers Kommune konkret har redegjort for det forventede ressourceforbrug forbundet med at besvare anmodningen om sagsindsigt og er nået frem til, at det ville kræve mere end 300 timer (36 arbejdsdage). Afslaget ses således at være sagligt begrundet i hensynet til den kommunale forvaltnings begrænsede ressourcer. Vi finder derfor ikke anledning til at rejse en tilsynssag," lyder afgørelsen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.