
Politikerne på Christiansborg kan formentlig snart se frem til at skulle gå senere på pension. Ifølge Ekstra Bladets kilder vil regeringen hæve politikernes pensionsalder fra efterlønsalderen til folkepensionsalderen.
Det er en justering på mellem tre og fem år afhængig af den enkelte politikers alder, da efterlønsalderen reguleres gradvist op i forhold til ens fødselsdato.
Selve pensionsordningen vil finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) dog ikke pille ved, selv om den såkaldte Vederlagskommission tidligere på året lagde op til, at politikerne skulle have mere i løn, men mindre i pension.
Ureguleret siden '94
Vederlagskommissionen lagde op til en lønstigning på omtrent 15 pct. til folketingspolitikere og ministre og på hele 30 pct. for landets 98 borgmestre, fordi hverken borgmestre eller regionsrådsformænd har fået reguleret løn siden 1994.
Da Vederlagskommissionen i april 2014 blev nedsat for at undersøge folketingspolitikeres eftervederlags- og lønforhold, gav Venstre, De Konservative, De Radikale, Socialdemokraterne og SF håndslag på, at de skulle følge anbefalingerne. Uanset hvad kommissionen ville nå frem til.
Men i begyndelsen af januar trak partierne deres ubetingede støtte tilbage, da en lækage viste, at kommissionen ville anbefale en lønstigning til folketingspolitikere.
Drøftes onsdag
Generelt anbefaler kommissionen lønstigninger til både folketingsmedlemmer, ministre, borgmestre og regionrådsformænd. Samtidig foreslås det dog at beskære de folkevalgtes pension, så de fleste grupper samlet set står til at få mindre.
Efter kommissionen fremlagde sin rapport, indbød Venstre-regeringen dog de øvrige partier til forhandlinger trods løftet om at følge kommissionen. Af samme grund ønsker Claus Hjort Frederiksen ikke at kommentere sagen over for Ekstra Bladet.
- Denne proces er endnu ikke afsluttet, og jeg ønsker derfor ikke på nuværende tidspunkt at kommentere på sagen, lyder det.
Netop spørgsmålet om aflønningen af politikere er på dagsordenen i Folketingets Præsidium på et møde onsdag.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.