VALLENSBÆK: Har borgmester Henrik Rasmussen (K) presset embedsmænd for at få dem til at yde positiv særbehandling til sin egen far? Ja, det mener kommunaldirektør Bjarke Steen Johansen, som anklager borgmesteren for at have presset den tidligere tekniske direktør og andre embedsmænd til at sørge for, at borgmesterens far, der var selvstændig malermester, kunne slippe for gebyr for bortskaffelse af erhvervsaffald.
Sagen om borgmesterens far fremgår af dokumenter i sagen, som dknyt har fået aktindsigt i. Deri kan man læse, at borgmesteren opsøgte den daværende tekniske direktør Lars Christensen og sagde, at 'det er helt urimeligt, at en 76-årig maler ikke kan blive fritaget for at betale erhvervsaffaldsgebyr'. På den tekniske direktørs kontor undlader borgmesteren at fortælle, at den omtalte malermester er hans egen far.
På baggrund af borgmesterens henvendelse, sender Lars Christensen sagen videre i systemet, hvor den efter nogen tid ender med, at malermesteren med tilbagevirkende kraft slipper for at betale de omtalte gebyrer for årene 2010 og 2011. Lars Christensen har ifølge et telefonnotat udarbejdet af direktør i Vallensbæk Kommune, Anette J. Laustsen, efterfølgende udtalt, at han ikke mener, han blev pålagt at sørge for, at sagen blev ordnet til fordel for borgmesterens far.
'Jeg sagde det ikke'
Men ifølge en ekspert i forvaltningsret, har borgmesteren alligevel optrådt i strid med reglerne:
- Borgmesteren er uden for enhver tvivl inhabil. Jeg tør ikke sige, om han slet ikke må have noget med sagen at gøre, når den vedrører hans far, men jeg er sikker på, at hvis han gør det, så skal han selv gøre opmærksom på, at han er inhabil, fordi sagen vedrører hans far, siger Sten Bønsing, lektor ved Aalborg Universitet.
Ifølge Sten Bønsing burde borgmesteren have sagt: 'Jeg har fået denne her henvendelse, den er fra min far, så jeg er inhabil, og I skal gøre med den, som I ellers ville gøre'. Men borgmesteren oplyser selv i forbindelse med undersøgelsen, som KL og kommunen har gennemført af anklager mod ham: 'Jeg fortalte i øvrigt end ikke, det var min far'.
Følg dknyts dækning af Vallensbæk-sagen
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.