RANDERS: Botilbuddet "Specialindsats Børn og Unge Mellerup", også kaldet Sibum, er endnu engang kommet under skærpet tilsyn af Socialtilsyn Midt. Det fremgår af en dagsorden for Randers Kommunes socialudvalg i næste uge.
Det skærpede tilsyn skyldes, at socialtilsynet er "bekymret for indsatsen i tilbuddet, men samtidig forventer, at tilbuddet kan og vil rette op på manglerne”.
Socialtilsynet har udstedt skærpet tilsyn, da tilsynet vurderer, at der er tale om problemstillinger, som socialtilsynet tidligere har fremhævet, og som handleplaner har søgt at rette op på. Socialtilsynet vurderer, at det ikke er lykkedes i tilstrækkeligt omfang.
De områder, Socialtilsyn Midt fremhæver, der bør styrkes, er:
- Styrke dokumentationen
- De rette aktiviteter for børnene og de unge
- Viden og forståelse om tilbuddets målgruppe
- Opfølgning og viden ift. magtanvendelser
- Forebyggelse af overgreb og vold
- Nedbringelse af sygefravær ved medarbejderne.
Skærpet tilsyn sidste år
Botilbudet kom også sidste år under skærpet tilsyn, hvorefter der blev lavet en handleplan. Et konsulentfirma konkluderede i januar-februar i år, at struktur, systematik og procedurer nu var til stede, men på spørgsmålet, om de så også var velkendte og blev anvendt, var svaret "et overvejende, men ikke entydigt ja".
Socialtilsynet anerkender efter sit seneste tilsyn de tiltag, som er iværksat, og at tilsynet forventer, at tilbuddet har både vilje og evne til at rette op på manglerne. Så selv om tilsynet stadig mener, det er på sin plads at sætte botilbuddet under skærpet tilsyn, benytter det sig af en ny mulighed for at gøre det uden et nyt påbud.
Påbuddet skal gælde i fire måneder, og det er for kort en frist, mener forvaltningen. Det kræver en kulturændring at komme i mål med forandringerne, påpeges det i dagsordenen. 1. juni fik Sibum ny ledelse, og 1. maj tiltrådte to nye afdelingsledere.
- Når der er tale om store og grundlæggende forandringer af kultur, så er det processer, der tager tid. Nye måder at agere på, skrive dagbogsreferater på, beskrive opnåede resultater på for hver enkelt borger – det kræver, at hver eneste medarbejder ved, præcis hvilken forandring det kræver af os hver dag. Vi er på rette vej, men det tager tid at skabe forandringer, som jo ikke bare er forandringer på overfladen, men er dybt forankret i en ny socialfaglig praksis, uddyber socialchef Runa Steenfeldt over for Randers Amtsavis.
ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.