Et bredt flertal i Folketinget er enige om, at der bør indføres obligatoriske whistleblowerordninger i alle kommuner og på alle øvrige offentlige og private arbejdspladser med over 50 medarbejdere.
Det viste førstebehandlingen tirsdag af et nyt lovforslag fra justitsministeren.
Loven skal implementere et EU-direktiv, som kræver, at der senest til december skal indføres beskyttelse af whistleblowere, som "sladrer" om ulovligheder i forhold til EU-retten. Regeringen har valgt at udvide lovforslaget til også at omfatte alvorlige overtrædelser af national lovgivning, og det var der bred opbakning til.
- Det ville også være underligt at bede folk tage stilling til, om det vedrører national eller EU-ret, før de beslutter sig for at fortælle om ulovligheder, sagde ordfører Jeppe Bruus (S).
De borgerlige partier havde dog betænkeligheder ved, hvor store byrder ordningen vil give private virksomheder.
Både Pernille Vermund fra Nye Borgerlige og Ole Birk Olesen fra Liberal Alliance meddelte, at de ikke kan støtte forslaget, som det ser ud nu, fordi de ønsker private virksomheder fritaget.
Efterlyser afgrænsning
Venstres Jan E. Jørgensen, De Radikales Kristian Hegaard og De Konservatives Mads Andersen nævnte alle, at de gerne vil se på de økonomiske og praktiske konsekvenser for især erhvervslivet i den videre behandling, men at de som udgangspunkt er positive.
Ordførerne fra SF, Enhedslisten og Dansk Folkeparti nævnte alle, at de kun ser whistleblowerordninger som ét skridt til at skabe mere åbenhed og offentlighed om, hvad der foregår. SF har fremsat et forslag om øget beskyttelse af offentligt ansattes ytringsfrihed, som kommer til behandling i maj.
Flere ordførere efterlyste en mere klar afgrænsning af, hvornår en sag er alvorlig nok til at give beskyttelse til en whistleblower. Dansk Folkepartis Peter Skaarup ønsker desuden en diskussion af, om Datatilsynet er den rigtige eksterne myndighed i whistleblowersager, eller om der i nogle sager kræves ekspertise om fx miljølovgivning og økonomisk kriminalitet, som Datatilsynet ikke besidder.
Det er altsammen spørgsmål, som nu skal diskuteres i retsudvalget, før lovforslaget kommer til andenbehandling senere på foråret.
Men bortset fra ros til de kommuner, som allerede har indført whistleblowerordninger, var der ingen kommentarer til, at kommunerne skal omfattes af kravet om obligatoriske ordninger.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.