Københavns Byret mener ikke, at en ændring af retsplejeloven, der blev gennemført parallelt med forberedelsen af en retssag om opløsning af banden Loyal To Familia (LTF), overskrider grænsen mellem den lovgivende og den dømmende magt. Forarbejderne til lovændringen henviser ganske vist direkte til opløsningssagen, men byretten bemærker i en kendelse om spørgsmålet, 'at der ikke lovgives om rettens bevisbedømmelse i en opløsningssag', men kun om 'de processuelle rammer for sagen'.
Det var forsvarerne i sagen, der havde krævet, at retten skulle se bort fra bevismateriale, der er omfattet af lovændringen. Tilbage i 1999 blev den såkaldte Tvindlov underkendt af Højesteret som grundlovsstridig, fordi den greb direkte ind i en retstvist, som det tilkom domstolene at afgøre, men noget lignende er der ikke tale om denne gang, finder Københavns Byret.
Ændringen af retsplejeloven åbner for at såkaldte tilfældighedsfund fra andre sager kan bruges som beviser i opløsningssagen, og en stor del af bevismaterialet er netop fundet i kraft af resultaterne i andre efterforskninger. Politiet udstedte i september sidste år forbud mod LTF og det er nu op til retten at afgøre, om forbuddet skal stå ved magt og LTF opløses.
Ritzau / mk
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.