ODENSE: En 40-årig kvinde der blev idømt fængselsstraf for chikane af blandt andre Odense-rådmand Susanne Crawley Larsen (R), har tabt en sag ved Pressenævnet, hvor hun havde klaget over, at Fyens Stiftstidende ikke ville hverken fjerne tre artikler, som avisen skrev om byretssagen, eller slette hendes navn i artiklerne.
Pressenævnsssagen er speciel ved, at den 40-årige kvinde i byretten fik et års fængsel, mens landsretten senere halverede straffen til et halvt års fængsel. Derved kom hun under den grænse, som Fyens Stiftstidende selv har fastsat for, hvornår avisen oplyser navn på dømte, og det fik den dømte kvinde til at kræve artiklerne med hendes navn enten fjernet eller anonymiseret.
Fyens Stiftstidende afviste kravet og begrunder det over for Pressenævnet med, at 'det er således stadig en faktuelt korrekt kendsgerning, at [Klager] blev idømt et års ubetinget fængsel i byretten', hedder det det i Pressenævnets anonymiserede gengivelse. At Østre Landsret efter en anke har fastsat en mildere straf, ændrer ikke ved dette, er avisens standpunkt.
Fyens Stiftstidende kalder sit digitale arkiv på fyens.dk for 'historieskrivning', og en fjernelse af artiklerne fra byretssagen vil derfor efterlade 'et centralt hul i historien om en vigtig straffesag'. Pressenævnet 'finder ikke anledning' til at kritisere den afgørelse.
Se Pressenævnets afgørelse og Fyens Stiftstidendes artikel.
Samme 40-årige kvinde har også klaget over, at Berlingske ikke har villet fjerne en artikel om et andet aspekt af samme chikanesag, nemlig omhandlende ubegrundede klager og anmeldelser mod en advokat i en børnesag. Børnesagen angives at være blandt de udløsende faktorer for chikanen, der foruden Odense-rådmanden også var rettet mod adskillige andre. Fængselsstraffen blev givet for i alt 28 forskellige forhold.
Artiklen i Berlingske nævnte ikke den 40-årige kvinde ved navn, og blandt andet af den grund har avisen afvist at fjerne artiklen, og Pressenævnet afvist at kritisere avisens afgørelse.
Se Pressenævnets afgørelse og Berlingskes artikel (bag betalingsmur).
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.