Siden 2018 har Københavns Kommune haft en særlig beskæftigelsesindsats over for ledige med banderelationer, der får kontanthjælp.
De skal aktiveres så meget, som det er muligt inden for lovens rammer, så de får begrænset tiden, de kan være aktive i bandemiljøet.
Men på grund af corona foregår aktiveringstilbuddene ikke længere fysisk, men digitalt. Og det kan få fatale konsekvenser for indsatsen, frygter beskæftigelses- og integrationsborgmester Cecilia Lonning-Skovgaard (V).
- Jeg frygter, at to-tre års hårdt arbejde med at sikre, at man ikke som bandemedlem i Københavns Kommune kan hæve kontanthjælp, mens man laver kriminalitet, bliver tabt på gaden, siger hun.
Hun fortæller, at gruppen aktiveres ved, at man fysisk er sammen med dem, hvor der holdes opsyn, og at de typisk sættes til hårdt manuelt arbejde.
- At have dem siddende digitalt i den anden ende af en iPhone, mens de laver jeg-ved-ikke-hvad, og vi ikke kan holde øje med dem, har ikke samme effekt, siger Cecilia Lonning-Skovgaard.
Kontakt til ministre
Socialt udsatte borgere har fortsat mulighed for fysisk fremmøde, når det kommer til deres aktivering.
På samme måde vil borgmesteren have, at det fysiske fremmøde ved aktivering prioriteres for ledige med banderelationer.
Hun har derfor taget kontakt til justitsminister Nick Hækkerup (S) og den fungerende beskæftigelsesminister, Ane Halsboe-Jørgensen (S).
De ledige under specialenheden, der i december 2020 var 68 personer, kan trækkes i deres kontanthjælp, hvis de bliver væk fra aktivering.
Det har ramt - eller vil ramme - fire ud af ti af de nuværende bandemedlemmer, som er en del af den særlige indsats. Det handler ifølge Cecilia Lonning-Skovgaard dels om, at man ikke belønner dem for ikke at møde op, dels om signalet.
- Vi synes ikke, København skal være en by, hvor man ser bandemedlemmer, der både begår kriminalitet og hæver kontanthjælp fra kommunen, siger hun.
To ud af tre af de ledige, som kommer under specialenheden, modtager to måneder efter ikke længere en ydelse.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.