Dansk økonomi led et endnu større tilbageslag i første kvartal i år end hidtil antaget.
Danmarks Statistik har torsdag offentliggjort reviderede tal for bruttonationalproduktet, og de viser en tilbagegang i økonomien på 0,5 procent.
Hidtil har man regnet sig frem til en tilbagegang på 0,1 procent, og derfor er bnp altså nedjusteret med 0,4 procentpoint.
Tilbagegangen skyldes hovedsageligt en nedgang i forbruget samt faldende eksport som følge af krigen mellem Ukraine og Rusland, der brød ud i februar. Coronanedlukningerne i januar spillede også ind.
En forsmag
De reviderede tal er en forsmag på, hvad der venter dansk økonomi i år, mener Jeppe Juul Borre, der er cheføkonom i Arbejdernes Landsbank.
- Vi står på tærsklen til teknisk recession. Udfordringerne tårner sig op for dansk økonomi, og risikoen for yderligere nedgang er så absolut til stede.
- Forbrugertilliden er historisk lav, og erhvervstilliden har senest også fået stryg. Prisstigninger bider på både forbrugere og virksomheder. Det vil ramme privatforbruget, som allerede i årets første kvartal begyndte at halte, siger han.
Trods tilbagegangen i første kvartal er den årlige bnp-vækst fra 2. kvartal 2021 til 1. kvartal 2022 opgjort til 6,2 procent.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.