62 pct. af flytningerne i 2020 foregik inden for samme kommune. Den højeste flyttehyppighed var i storbykommunerne Aarhus, Aalborg og København. Det viser publikationen "Befolkningens udvikling 2020" fra Danmarks Statistik.
I disse kommuner er en stor andel af befolkningen unge mennesker. Fx udgør de 20-29-årige 25 pct. af befolkningen i Aarhus Kommune.
- Unge mennesker udgør en stor del af befolkningen i storbyerne, og de flytter klart mest af alle aldersgrupper. 35 pct. af alle flyttede personer i 2020 var i alderen 20-29 år, siger specialkonsulent i Danmarks Statistik Lisbeth Harbo.
Fald i antal ind- og udvandringer
Publikationen "Befolkningens udvikling 2020" viser også, at der var et fald i ind- og udvandringen i 2020. Indvandringen var 16 pct. lavere end i 2019, og udvandringen var 20 pct. lavere. Også her er det de unge, der fylder i statistikken.
- Vi så et stort fald i indvandringen i forårsmånederne i 2020, hvorefter indvandringen steg igen, men dog uden at nå op på samme niveau som tidligere år. Det skyldes formentlig restriktioner i forbindelse med covid-19, hvilket også kan have haft en effekt på udvandringen fra Danmark. Fx var udvandringen til USA mere end halveret i forhold til tidligere år, siger Lisbeth Harbo.
I 2020 kom flest af de personer, der indvandrede til Danmark, fra Tyskland. I alt var der tale om otte pct. af indvandringen dette år. Tilsvarende var den største andel af udvandringen også rettet mod Tyskland med syv pct.
I "Befolkningens udvikling 2020" findes der også data om fx aldersudviklingen i den danske befolkning og danskernes middellevetid, antallet af fødsler og døde, samt vielser og skilsmisser.
Find den her
sfe
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.