Som alle andre netmedier kan DK Nyt følge med i, hvilke artikler læserne vælger at klikke sig ind på. Her følger årets Top 10:
1. Kæmpe militærgrå drone fløj ved Danmarks største olie- og gasfelt - 26. oktober
Mest læst var artiklen om, at der var observeret en drone ved olie- og gasfeltet Tyra - mindre end en måned efter, at Nord Stream 1-gasledningen i Østersøen var sprængt i stykker. Eller i hvert fald var det den artikel, som flest klikkede sig ind på - historien gik landet rundt, så en del ikke-abonnenter har formentlig også klikket, men uden adgang til at læse.
2. Vejle baner vejen for tiny houses - 17. januar
Næstmest læst blev en artikel om, hvordan Vejle Kommune havde fundet en genvej til at tillade Tiny Houses. Måske en overraskende toer, men det kan have været medvirkende, at artiklen blev delt på en Facebookgruppe med 8.300 medlemmer.
3. Vigtig produktion af vindmøller flytter til udlandet efter statsligt afslag - 18. juli
Tredjemest læst var solohistorien om, at Siemens Gamesa ville lukke sin produktion af na-celler - vindmøllens maskinhus - i Brande og Esbjerg, fordi vejnettet ikke er udbygget til at klare de store vindmøllekomponenter. Også en historie, som blev citeret vidt og bredt.
4. Regeringen vil nedlægge jobcentre, og kommuner skal spare milliarder på administration - 14. december
Fjerdeflest læsere var der for to uger siden til gennemgangen af, hvad den nye regering har af planer på det kommunale område.
5. Her er den nye ministerliste - 15. december
Og dagen efter var der næsten lige så mange, der ville se listen over de nye ministre i regeringen.
6. Slagelse vil fyre kommunaldirektøren - 5. januar
Sjettemest læste artikel er næsten et år gammel og handler om Slagelse, som besluttede at siger farvel til sin kommunaldirektør
7. Kolding fritager direktør for tjeneste - 18. januar
I samme genre var syvendemest læste om en direktør i Kolding, der blev hjemsendt.
8. Planen klar til fordeling af ukrainske flygtninge - 16. marts
En af årets store opgaver blev at tage imod de ukrainske krigsflygtninge, og ottendeflest læsere var der til modellen for, hvordan de skulle fordeles mellem kommunerne.
9. Vordingborg har fundet sin nye kommunaldirektør - 27. januar
Jobskifter er stort set altid populært læsestof - niendemest læste artikel handlede om den nye topchef i Vordingborg.
10. Bornholms kommunaldirektør er fritaget for tjeneste - 24. marts
Også på tiendepladsen finder vi artiklen om en topchef, der mistede jobbet. Det samme gælder i øvrigt de følgende pladser. Som ordsproget siger: Egen lykke er god, men andres ulykke er heller ikke at foragte.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.