Dét har jeg aldrig sagt!

Af Paul Hegedahl

Der har i de seneste måneder været en del interessante eksempler på, at 'Far (eller Mor), her!' har benægtet forskellige tidligere udtalelser. Blandt politikere har det altid været en meget brugt sætning. Nu er tv-aviserne blevet så lavsindede, at de gang på gang ved hjælp af arkivklip viser en politiker, hvad vedkommende tidligere har sagt til kameraet. De impliceredes forsøg på forklaringer på, hvad meningen egentlig var og den store forskel på nu og for tre måneder sider - er ofte - lad os betegne dem som - temmelig abstrakte.

En særlig disciplin af 'Det har jeg aldrig sagt', især i politiske kredse, er at forsøge at placerer ansvaret for udtalelserne et andet sted. Det er det Johan Herman Wessel (1742-1785) så fint beskriver i 'Smeden og Bageren' fra 1777 som 'for smed at rette bager'. Det kan vi måske komme tilbage til en anden gang, f.eks. i forbindelse med Johan Herman Wessels 225 års dødsdag (han havde jo nogle malende forslag til tekster til gravsten).

I øvrigt er dette udtryk et af de mest fejlciterede. Det vendes som regel om til 'at rette smed for bager'. Men det handler altså om, at den eneste smed i byen slår en anden mand ihjel og derfor rettelig bør henrettes; men han er altså den eneste smed, hvorimod der er to bagere i byen - og derfor afgør dommeren at den ældste af disse skal henrettes til skræk og advarsel: 'Den bager græd gudsjammerligt, da man ham førte væk' - og det er der vel ikke noget at sige til.

Fejlcitaterne
Det hænder dog, at både politikere og andre mennesker uretmæssigt bliver tillagt udtalelser, som de vitterligt aldrig er kommet med. Og det gælder ikke alene nuværende koryfæer, men en lang række personligheder historiske inden for politik, kultur, videnskab og kunst, som vi så gerne selv citerer for enten at befæste egen stilling - eller skyde en modstanders argumenter i sænk ved at citere historiske udsagn - eller som Michel de Montaigne (1533-1592) sagde: 'Jeg bruger citater for bedre at kunne udtrykke min egen mening' - og journalisten Lasse Ellegaard (1944) har sagt: 'Citatet er den dannede facon at være uforskammet på - eller vittig - eller bare almindelig elegant.'

At citere andre ligger selvfølgelig tæt op ad, det fabeldigteren Æsop (620-560 f.v.t) betegnede som at pynte sig med lånte fjer. Så man skal være temmelig sikker på, at fjerene er ægte nok, ellers er det jo så som så med det meningsfulde, elegante og troværdige. Og der er virkelig mange, næsten daglige eksempler på fejlcitater.

Her i landet bliver Robert Storm Pedersen tillagt mindst halvdelen af alle citérværdige udtalelser - bl.a. den om, at det er vanskeligt at spå - især om fremtiden. Det er oprindeligt et gammelt kinesisk ordsprog. Men, det står da fast, at Storm P. har sagt: ‘Man kan lære meget af de gamle ordsprog - men man gør det ikke.'

Her skal nævnes nogle af de mest almindelige fejlcitater, som i høj grad bliver taget for pålydende som en fast del af hakkelsen i døgnets rejsestald, og det er blot få blandt mange. Det var i øvrigt digteren, redaktøren, medlem af Rigsdagen Carl Ploug (1813-1894) der skrev om sit journalistarbejde som hakkelsen i døgnets rejsestald.

At vove er at tabe...
Et berømt citat er: 'At vove er at tabe fodfæste en kort stund. Ikke at vove er at tabe sig selv''. Det tillægges altid Søren Kierkegaard; men han har ikke sagt det - og en række eksperter mener, at det kunne han heller ikke have gjort. På http://www.sk.ku.dk/citater.asp#SD.s92 fra Søren Kierkegaard Forskningscenteret ved Københavns Universitet, har man undersøgt, hvordan dette fejlcitat er opstået og skriver: 'Citatet er i denne form ikke af Kierkegaard. I en kronik i Politiken: 'To verdener eller én', Politiken lørdag 8. december 1990, skriver F.J. Billeskov Jansen bl.a. om 'den risiko, at et ord fra forfatterskabet river sig løs og får en videre, mangfoldigere anvendelse end i sin oprindelige sammenhæng'. Efter en udførlig redegørelse for citatets mange former, mener Billeskov Jansen dog at kunne lokalisere den oprindelige kilde til følgende citat fra Sygdommen til Døden. En christelig psychologisk Udvikling til Opbyggelse og Opvækkelse af Anti-Climacus udgivet af S. Kierkegaard, C.A. Reitzel 1849, 1ste Afsnit, C, A, a, β, 'Endelighedens Fortvivlelse er at mangle Uendelighed', SKS, bd. 11, s. 150: Det er saaledes i Verdens Øine farligt at vove, og hvorfor? Fordi man saa kan tabe. Men det ikke at vove, det er klogt. Og dog, ved ikke at vove kan man just saa forfærdelig let tabe, hvad man dog, hvor meget man end tabte ved at vove, vanskeligt tabte, og i ethvert Tilfælde aldrig saaledes, saa let, saa ganske som var det Ingenting - sig selv. Thi har jeg vovet forkeert, nu vel, saa hjælper Livet mig med Straffen. Men har jeg slet ikke vovet, hvo hjælper mig saa? Og naar jeg ovenikjøbet ved slet ikke i høieste Forstand at vove (og at vove i høieste Forstand er just at blive opmærksom paa sig selv) feigt vinder alle jordiske Fordele - og taber mig selv! (hvo [hvem. feigt vinder alle jordiske Fordele - og taber mig selv!] hentydning til Matt 16,26, hvor Jesus siger: »hvad gavner det Mennesket, om han vinder den ganske Verden, men tager Skade paa sin Siel?« (NT-1819).)'.

Hvad udad tabes...
Et af de mest almindelige fejlcitater - men ikke erkendt som et sådant - er ‘Hvad udad tabes, det må indad vindes'. Det tillægges Enrico Mylius Dalgas (1828-1894), officer, vejingeniør, medstifter af Det danske Hedeselskab og selskabets første direktør 1866-1894, som skulle have udtalt disse vise ord i forbindelse med tabet af Sønderjylland og opdyrkningen af heden. Opdyrkningen var i øvrigt i fuld gang ved stiftelsen af Hedeselskabet. Men, den danske ophavsmand til dette udsagn er digteren H. P. Holst (1811-1893), som skabte dette motto i forbindelse med Industriudstillingen i 1872 - man kan bl.a. finde det på en såkaldt skuemønt, der blev præget i forbindelse med denne udstilling.

Her lyder det: 'for hvert et tab igjen Erstatning findes, hvad udad tabes, det maa indad vindes'. Men, der er rent faktisk flere, der har været inde på denne tanke; bl.a. den svenske digter Esaias Tègner (1782-1846) i sit digt 'Svea', da Sverige i 1809 måtte afstå Finland - og sandsynligheden taler for, at det var Friedrich Wilhelm 3. af Preussen (1744-1797), der sagde dette efter slaget ved Jena oktober 1806.

Hver gang jeg hører...
Af internationale eksempler, som hyppigt anvendes er bl.a.: 'Hver gang jeg hører ordet kultur, trækker jeg min revolver'. Det tillægges rigsmarskal Hermann W. Göring (1893-1946), helt indtil de sidste dage af Anden Verdenskrig udpeget som Hitlers stedfortræder. (Nogle tillægger det også Hitlers informationsminister Joseph Goebbels). Udtrykket stammer imidlertid fra skuespillet 'Schlageter' (1, akt, 1. scene), skrevet af den nazistiske hofpoet Hanns Johst (1890-1978) og lyder: 'Hver gang jeg hører ordet kultur, afsikrer jeg min Browning'.

Mere fredeligt, men temmelig aktuelt, er, at Winston Churchill (1874-1965) er blevet citeret, bl.a. af Ronald Reagan for at have sagt: ‘Den tanke, at en nation skulle kunne beskatte sig selv til rigdom er en af de groveste vrangforestillinger, der nogen sinde har formørket det menneskelige sind'. Men, det kan intet sted dokumenteres - og Churchill havde virkelig styr på sine udtalelser.

Sherlock Holmes, som næsten bliver opfattet som en virkelig person, bliver ofte tilskrevet replikken: 'Elementært, min kære Watson.' Men det siger han ikke en eneste gang i Arthur Conan Doyles (1859-1930) Sherlock Holmes-fortællinger. Det nærmeste, man kommer, er i fortællingen 'Den krogede mand' fra 'Sherlock Holmes memoirer', hvor dr. Watson udbryder: 'Excellent' og Holmes svarer: 'Elementært'. Replikken stammer fra filmen 'The Return of Sherlock Holmes' fra 1929.

Det lo de af
Og et af de mest hårdnakkede fejlcitater, som oven i købet ses som en af årsagerne til den franske revolution er 'Har de ikke brød, så lad dem spise kage', tillagt dronning Marie-Antoinette (1755-1793), men flere kilder, længe før Marie-Antoinette skulle være kommet med udtalelsen, citerer andre for den - og i andre udgaver, bl.a. forslag til at spise paté og en kinesisk kejser, der foreslog sine undersåtter, som ikke havde ris, at de kunne spise kød.

Sådan kan man blive lidt klogere - og vel også more sig - ved at gå på opdagelse i citaternes forunderlige verden. Og netop det med morskaben, bringer et andet citat frem i hukommelsen:

'Det lo de meget af den vinter'. Det tillægges både Johannes V. Jensen (1873-1950) fra 'Himmerlandshistorier' og Frants G. Bengtsson (1894-1954) fra 'Røde Orm'-bøgerne. Men stammer fra ‘Venstrevikingernes Saga', som den legendariske tegner Bo Bojesen (1923 - 2006) beskrev i Dagbladet Politiken fra 1947-1972. Men både 'Himmerlandshistorier' og 'Røde Orm - søfarer i Vesterled, hjemme og i Østerled' kan stærkt anbefales de, der ikke kender dem, men godt kan lide gode historier.

Men, 'Hvad ved jeg?', som Michel de Montaigne (1533-1592) sagde i sine essays. Jo, Jeg ved da, hvor jeg kan tjekke citaterne, hvis jeg er i tvivl - og som Piet Hein (1905-1996) vitterligt har skrevet: 'At vide hvor man får besked er mere værd end det man ved':

Pia Jarvad:
'Bevingede Ord', 7. udgave;
Gads Forlag, København 2006.
ISBN 978-87-1203495-7.
Oprindelig ved T. Vogel-Jørgensen,
1. udgave i 1940 med ca. 7000 bevingede ord
nu er der mere end dobbelt så mange.

Paul F. Boller, Jr. & John George:
‘The never said it. A book of fake quotes,
Misquotes, & misleading attributions';
Oxford Paperbacks, Oxford University Press , New York 1989.
ISBN 0-19-5064-69-0.

Ralph Keyes:
‘The Quote Verifier. Who said What. Where. And When.';
St. Martin's Griffin, New York 2006.
ISBN 978-0-312-34004-9.

Supplerende artikel
http://www.dknyt.dk/sider/artikel.php?id=35174&s
Paul Hegedahl: 'Citatbøger er en vigtig del af det dannede menneskes bibliotek',
dknyt.dk22. juli 2008.