

HOVEDSTADEN: Regionsrådet i Region Hovedstaden indstiller erhvervsmanden Peter Højland til posten som bestyrelsesformand i Wonderful Copenhagen efter de store budgetoverskridelser i forbindelse med Eurovision-arrangementet i maj. Det oplyser Wonderful Copenhagen i en pressemeddelelse.
Dermed ser det ud til, at det bliver den 64-årige erfarne erhvervsmand, der blandt andet er formand for Bikubenfonden, som skal overtage posten som bestyrelsesformand i turismeorganisationen.
Regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S) kalder Højland for en markant figur i erhvervslivet, der har stort kendskab til erhvervsfremme og turisme.
- Og så har han stor erfaring med bestyrelsesarbejde. På alle parametre er han den rigtige at sætte i spidsen for Wonderful Copenhagens bestyrelse, siger hun i en pressemeddelelse fra Region Hovedstaden.
Ny formand skal placere ansvar
Heri fastslås det, at den nye formand også skal være med til at placere et administrativt ansvar for merudgifterne til sangdysten.
Den fungerende bestyrelsesformand i Wonderful Copenhagen, Hæstorps partifælle i regionsrådet Per Seerup, ser frem til at blive afløst af og samarbejde med Peter Højland, siger han i pressemeddelsen fra organisationen:
- Beslutningen i Regionsrådet for Region Hovedstaden er en glædelig imødekommelse af Wonderful Copenhagens ønske om at skabe ro om turistorganisationens økonomi på en konstruktiv måde, som samtidig sikrer organisationens vigtige arbejde for turismen i hovedstaden.
Ud over sin bestyrelsesformandspost i Bikubenfonden er Peter Højland også bestyrelsesformand for Siemens i Danmark og Rambøll Gruppen.
Michael Metz Mørch trak sig mandag som bestyrelsesformand i Wonderful Copenhagen som følge af Eurovision-skandalen. Pudsigt nok har Metz Mørch været direktør i Bikubenfonden med Højland som bestyrelsesformand.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.