Et protestpartis uafvendelige skæbne

Praktisk taget alle kommentatorer og politiske iagttagere og hvad man ellers kalder dem, nærværende klummeskriver indbefattet, gik grueligt galt i byen, da Uffe Elbæk tilbage i 2013 stiftede Alternativet, som hele tilskuersegmentet i politik-branchen på forhånd fraskrev enhver chance. Den fejllæsning påkalder naturligt en vis forsigtighed ved nye forsøg på at kloge sig på fremtidige tildragelser i politik, men vi vover alligevel et øje her.

Til forskel fra dengang, hvor der skete noget, der ikke plejede at ske, er der på det seneste sket en del af det, der plejer at ske, hvilket alt andet lige bidrager med lidt mere sikker grund under forudsigelserne. Og det, der plejer at ske, er, at protestpartier før eller siden går op i sømmene og bukker under for siden at forsvinde helt.

'Plejer' refererer her til partier som Fremskridtspartiet (1972-1999), Centrum-Demokraterne (1973-2001) og Fælles Kurs (1986-1988), men også Kristeligt Folkeparti, nu Kristendemokraterne, er i sin sjæl et protestparti, grundlagt i 1970 på modstand mod retten til fri abort og repræsenteret i Folketinget 1973-1994 og 1998-2005.

Undtagelsen i forhold til hovedreglen er her, at Kristendemokraterne hverken er gået op i sømmene, bukket under eller forsvundet helt, men partiet er dog nu på bagkant af det femte folketingsvalg i træk henvist til at starte forfra med indsamling af vælgererklæringer for at blive opstillingsberettiget. Det skal nok lykkes denne gang også, men at opnå valg igen efter 15+ års pause er er en anden sag, der endnu udestår at gå i opfyldelse.

Det var det bagudrettede. Herfra og fremefter står protestpartiernes uafvendelige skæbne og venter på partier som Alternativet, Liberal Alliance og måske endda Dansk Folkeparti, som ellers har skinnet klart som det protestparti, der modsat alle andre har kunnet ikke alene overleve, men ligefrem gå frem fra valg til valg. Indtil det stoppede, og ikke alene stoppede, men styrtdykkede.

De mange år i Folketinget, 22 år, har bidraget til indtrykket af, at det var noget andet med Dansk Folkeparti end med alle de andre, men faktisk var Centrum-Demokraterne folketingsparti endnu længere, 28 år. Alligevel gik partiet til sidst op i sømmene, bukkede under og forsvandt helt. Der er ingen garanti for, at det ikke går Dansk Folkeparti ligesådan, den dag stifteren Pia Kjærsgaard ikke længere er med.

Dog, Alternativets undergang synes både mere sikker og tættere på, og selvom Liberal Alliance ikke længere på samme måde som ved sin fødsel som Ny Alliance er et protestparti, og i øvrigt tidligere er kommet sig efter nærdødsoplevelser, så er en lang lys fremtid ikke, hvad der ligger i kortene. FV23, eller hvornår det bliver, bliver med en vis sandsynlighed dødsstødet for dem begge.

Et endnu nyere protestparti er helt anderledes i vælten, Nye Borgerlige blev dannet efter FV15 og kom i Folketinget ved FV19, og som nu senest har nydt godt af opløsningstendenserne i Dansk Folkeparti. På få uger har Nye Borgerlige firdoblet antallet af byrådsmedlemmer i forhold til det ene, det lykkedes at få valgt ved KV17. Alligevel løber man næppe nogen stor risiko for at tage fejl ved at forudsige, at også Nye Borgerlige i løbet af højst tre-fire folketingsvalg vil vise sig at være en midlertidig forekomst i rækken af folketingspartier.

Men det er selvfølgelig bedre end at blive kvalt i fødslen, sådan som det er ved at ske med Simon Emil Ammitzbøll-Billes parti Fremad, der allerede efter et halvt års indsamlzing af vælgererklæringer må se i øjnene at opstillingsberettigelse vil forblive en fjern drøm. Selv Klaus Riskær Pedersen og Stram Kurs lykkedes med den del af projektet, dog kun første gang.

Her i anden runde går det næsten lige så trægt som for Fremad med førstnævntes afløserparti Borgerlisten, mens sidstnævntes afløserparti Hard Line endnu mangler at vise, hvad det dur til. Til forskel fra første runde er vilkårene jo de samme som for alle andre denne gang.