

HOVEDSTADEN / KØBENHAVN: Wonderful Copenhagens direktør, Lars Bernhard Jørgensen, skrev kort tid inden Eurovision under på to lån fra DR på i alt 32,1 mio. kr. til turistselskabets projektselskab uden at fortælle det til Wocos (Wonderful Copenhagens, red.) bestyrelse.
Det skete på trods af, at bestyrelsen havde slået fast over for ham og resten af ledelsen, at underskuddet ikke måtte vokse yderligere. Det fortæller flere bestyrelsesmedlemmer til metroxpress.
- På flere bestyrelsesmøder i løbet af foråret har vi tydeligt gjort direktionen klart, at budgettet ikke må skride yderligere i forbindelse med Eurovision, siger Per Roswall (V), der også sidder i regionsrådet.
Agerholm: Jeg hørte det først i juli
Det lave informationsniveau fik i sidste uge Allan Agerholm, direktør for Bella Center, til at meddele, at han havde trukket sig fra Wonderful Copenhagens bestyrelse.
- Jeg kendte først til låneaftalen med DR i juli, da jeg læste det i metroxpress. Det, synes jeg, er særdeles kritisabelt, siger han til Metroxpress.
Den eneste, der var orienteret om de store millionlån fra DR ud over ledelsen i turistselskabet, var den nu tidligere bestyrelsesformand Michael Metz Mørch, der bekræftede gælden til DR i et brev den 30. april. Det fremgår af de dokumenter, DR i går fremlagde efter politisk pres.
SF: Så er han færdig
Michael Metz Mørch kom en fyreseddel i forkøbet og forlod sin post i august, men den her sag kan ende med en fyreseddel til Lars Bernhard Jørgensen, der i 20 år har siddet på direktørposten, mener DF og SF.
- Hvis det er korrekt, at Wocos (Wonderful Copenhagens, red.) direktør, Lars Bernhard, har taget så store lån uden om bestyrelsen i Woco, så er han færdig, siger regionsrådsmedlem Lise Müller (SF) til metroxpress.
Wonderful Copenhagen skriver, at formanden har været ‘orienteret hele vejen igennem processen'.
rp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.