En enkelt klage fra en pårørende. En pille fra medicinrummet til at holde sygdom for døren. Kollegafnidder og komplette misforståelser.
Det er nogle eksempler på bortvisningssager, som sagsbehandlere i FOA har siddet med for nylig. Og den slags, som FOA ser som bortvisningssager på tynde grundlag, er der kommet flere af, lyder det fra sagsbehandlere og jurister i FOAs syv største afdelinger. Det fortæller de til Fagbladet FOA.
I 2018 og 2019 havde FOA henholdsvis 110 og 103 bortvisningssager. I 2021 og 2022 var tallene 149 og 144. Og i første kvartal af 2023 har FOA registreret 48 bortvisningssager. Det er det højeste antal målt på et kvartal, siden FOA begyndte at registrere afskedigelser og sanktioner.
Et tyndere grundlag
En bortvisning er det ultimativt hårdeste kort, man som arbejdsgiver har på hånden, hvis man vil af med en medarbejder. En chef kan bortvise en ansat, hvis vedkommende groft har ’misligholdt ansættelsesforholdet’ – for eksempel stjålet fra arbejdspladsen eller er blevet væk uden lovlig grund.
Som udgangspunkt er mange bortvisninger berettigede, men Heidi Pedersen, som er faglig sagsbehandler i FOA Nordsjælland, har de senere år oplevet, at bortvisningerne kommer oftere og på et tyndere grundlag.
”Det er ofte de ansatte, der har været ’på tværs’ og sagt fra, hvor arbejdsgiverne samler til bunke af bittesmå ting og bortviser," siger Heidi Pedersen, og hun bakkes op af stort set alle de sagsbehandlere, Fagbladet FOA har talt med.
Humoristisk bemærkning
En af dem, der er blevet bortvist, er social- og sundhedshjælper Helle Dione Borg Pedersen. Hun skulle besøge en borger på sit tidligere job i hjemmeplejen. Borgeren, som Helle har en god, humoristisk jargon med, er i godt humør, for han er blevet tilkendt en stor erstatning. I spøg siger Helle til ham: ”Så er det da dig, jeg skal låne penge af.”
Den sætning kostede en bortvisning, fordi ledelsen mente, at Helle havde bedt borgeren om et lån.
”Jeg må sige, at der røg jeg ned med flaget,” siger Helle.
FOA indgik forlig med kommunen, og Helle fik erstatning for den løn, hun burde have haft, samt en godtgørelse på 15.000 kroner for usaglig afskedigelse.
Usund nulfejlskultur
Hos FOA ærgrer forbundssekretær Maria Klingsholm sig over tendensen, som efter hendes mening kan fodre en usund nulfejlskultur.
”Jeg synes, vi skal passe på, at der ikke bliver en nulfejlskultur ude på arbejdspladserne, som gør de ansatte enormt bekymrede for at fejle, fordi de frygter en bortvisning, og så gemmer de fejlene væk. Og det er rigtig skidt, for så lærer vi aldrig af dem,” siger Maria Klingsholm til Fagbladet FOA.
Fagbladet FOA har rettet henvendelse til KL, som ikke er vendt tilbage.
ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.