
Om otte år vil der mangle 16.000 social- og sundhedsmedarbejdere landet over, viser en analyse foretaget af Momentum. Samtidig viser undersøgelsen, at langt de fleste sosu'er arbejder mindre end 37 timer om ugen.
Kun hver tiende sosu-hjælper er ansat på fuldtid, mens det gør sig gældende for hver femte sosu-assistent.
Sektorformand for social- og sundhedssektoren i FOA Torben Hollmann mener, at der er behov for at gøre op med deltidskulturen i social- og sundhedssektoren.
- Det er nu, vil skal starte en årgang, der arbejder fuldtid. Det er noget, kommunerne skal gøre. Alle stillinger skal slås op på fuldtid, hvis ikke der er virkelig tunge argumenter for det modsatte, siger han.
Bliver ramt på pensionen
Ifølge Torben Hollmann er de mange sosu-medarbejdere på deltid ikke kun et problem, fordi der mangler medarbejdere i sektoren. Det rammer også de enkelte medarbejdere.
- Hvis man kun arbejder deltid bliver man også ramt på pensionen senere, siger han.
Ud over at langt flere sosu-medarbejdere i fremtiden skal arbejde fuldtid, bør man også kigge på, hvor de ekstra arbejdstimer skal placeres, mener Torben Hollmann.
- Det kan ikke nytte noget, at hvis man før arbejdede hver tredje weekend, så ligger de ekstra timer i flere weekendvagter eller i aftentimerne. Der skal laves enkelte aftaler med medarbejderne omkring det.
- Hvis man får et yderligere arbejdspres med tunge borgere eller andre arbejdsopgaver, der gør, at man ikke finder det attraktivt at gå op i tid, er vi også nødt til at snakke om, hvordan vi gør det, siger han.
Tungt træk
Ifølge formand for KL's formand for Løn- og Personaleudvalget Michael Ziegler (K) er man ved at arbejde på at løse problematikken sammen med fagforeningerne.
- Vi har ved overenskomstforhandlingerne i 2018 aftalt det her partsprojekt, hvor fuldtid skal være det normale udgangspunkt med deltid som en mulighed. I dag er det måske nærmest omvendt.
- Det er i gang nu, men det er kun i en startfase. Det er et tungt træk, men det er det, der skal til for at rykke på dagsordenen, siger han.
Torben Hollmann understreger, at det er nødvendigt, at alle kommuner begynder at slå fuldtidsstillingerne op samtidigt, så problematikken ikke skubber sig mellem kommunerne.
Begrænset efterspørgsel blandt ansatte
Analysen fra Momentum viser, at 74 pct. af de adspurgte social-, sundheds- og ældrechefer i mindre grad eller slet ikke oplever en efterspørgsel blandt medarbejderne for at gå op i tid.
Ifølge ældre- og sundhedschef i Køge Camilla Meyer giver medarbejdere på deltid udtryk for flere problemstillinger.
- En del af vores medarbejdere i ældreplejen oplever, at det er svært at gå op i tid af forskellige årsager. Dels af private årsager eller som følge af en oplevelse af for stor arbejdsbyrde, siger hun.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.