SKIVE: Grøn energi og billigere varme er det fælles mål, som otte lokale fjernvarmeselskaber og Skive Kommune vil arbejde sammen om at nå. Parterne har nu skrevet under på en unik aftale om at udnytte en varm kilde under jorden ved Skive til geotermisk varme. Og ingen andre steder i Danmark, ja måske i hele Europa, er man gået i gang med et projekt som det i Skive.
- Det, at vi med ét stort fælles og koordineret hug går ind og sammen gennemfører, at borgerne fremover kan få grøn og billigere varme, det gør de ikke andre steder. Det at kommunen går foran er unikt, og det at fjernvarmeselskaberne er med i samarbejdet er noget helt særligt, fastslår klimakoordinator Karl Krogshede.
Kort skitseret vil kommunen stille en underskudsgaranti på 325 mio. kr. for at sikre, at Skive Geotermi kan gennemføre boringerne efter det varme vand, og de lokale varmeselskaber har nu skrevet under på en aftale om at aftage varmen herfra i 25 år.
Otte ud af ni værker med
- Vi har valgt at gå foran, fordi udnyttelsen af geotermisk varme indgår som en vigtig del i vores strategi om at blive CO2-neutral i 2029. Samtidig med - og det er vigtigt at understrege - at vi skaber kommunal og erhvervsmæssig udvikling. Alene nedgravningen af kilometervis af rør, som skal forbinde varmeværkerne på Fur, Salling og i Skive betyder nye arbejdspladser. Men også på længere sigt vil projektet resultere i nye jobs, idet geotermien forventes at medføre afledte erhverv såsom gartneri, der udnytter restvarmen fra vandet, samt øget turisme, siger borgmester Flemming Eskildsen (V).
Otte ud af ni lokale varmeværker er med i aftalen. Hver især har de forskellig gavn af at aftage geotermisk varme, nogle af dem er efterhånden nedslidte og slipper på denne måde for at bruge penge på renovering, andre har en særlig interesse i at blive nutidige grønne, da deres produktion i dag ikke er CO2-neutral. Men især har de én ting til fælles; at blive en del af den samlede besparelse, som er beregnet til 20-22 mio. kr. årligt i alt for borgerne.
- Vores opgave er først og fremmest at levere så billig varme som muligt til vores kunder, og vi har beregnet, at Skive Fjernvarme vil kunne spare 6 mio. kr. om året ved at skifte til geotermisk varme, den besparelse vil naturligvis komme vores kunder til gode, siger Tage Meltofte, direktør i Skive Fjernvarme, der er kommunens største fjernvarmeselskab.
lcl
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.