
Seks borgere får ikke erstatning efter et databrud i Gladsaxe Kommune. Det skriver Østre Landsret i et resume af dommen, der er faldet fredag formiddag.
Borgerne ønskede erstatning, efter at der havde været indbrud i kommunens rådhus i 2018, hvor bl.a. en bærbar computer med et regneark med forskellige oplysninger på omkring 20.000 borgere blev stjålet, blandt dem de seks borgere,
Deres navne, adresser og personnumre lå på den bærbare computer. For enkelte af dem indeholdt regnearket også oplysninger om levering af sundhedsydelser.
I 2021 afgjorde Retten i Glostrup, at borgerne ikke havde ret til erstatning, og det er altså det samme, Østre Landsret er nået frem til. Gladsaxe Kommune er dermed blevet frifundet for erstatningsansvar.
Landsretsdommerne mener dog, at kommunen ikke har godtgjort, at den havde tilpasset sig risikoen for databrud. Af domsresuméet fremgår det blandt andet, at drevet på computerens lokale drev ikke var krypteret.
Derfor er der sket en overtrædelse af databeskyttelsesforordningens bestemmelser om behandlingssikkerheder.
Ingen skade
Allerede da sagen kørte i byretten blev det slået fast, at borgerne ikke led et økonomisk tab på baggrund af databruddet.
Spørgsmålet var altså, om de seks borgere havde lidt immateriel skade, som de kunne tilkendes erstatning for. For at afgøre det har landsretten kigget på en række nyere domme fra EU-domstolen.
Af disse domme fremgår det, at tab af kontrollen med personoplysninger eller frygt for misbrug af personoplysninger kan udgøre immateriel skade.
Landsretten har på baggrund af de seks borgeres forklaringer om deres egen opfattelse og tanker om databruddet vurderet, at det ikke er blevet godtgjort, at de har lidt immateriel skade.
Eva Persson, der er advokat for de seks borgere, siger efter dommen, at hun snarest vil søge Procesbevillingsnævnet om tilladelse til, at sagen kommer for Højesteret.
- Jeg har hele tiden sagt, at det her er en sag, der skal afgøres i Højesteret, siger hun.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.