
Torsdag kl. 9 trådte de 26 dommere ind i lokalet i København, hvor den første rigsretssag i årtier finder sted.
Da retsformand Thomas Rørdam lidt over 9 bad tilhørere og presse sætte sig, gik den i gang med ord, der ikke er sagt siden starten af 1990'erne, hvor Tamil-sagen kulminerede i en rigsret:
- Høje Rigsret, jeg skal først oplæse anklageskriftet.
Ordene kommer fra advokat Anne Birgitte Gammeljord, den ene af de to anklagere, som Folketinget har valgt til at repræsentere sig. For anklageren er ikke som ved almindelige sager anklagemyndigheden, men selve Folketinget.
Undtagelser eller ej
Sagen begyndte i 2016, da Inger Støjberg var udlændinge- og integrationsminister. Her blev der givet en instruks om, at alle asylpar, hvor den ene var mindreårig, skulle adskilles. At gøre det helt uden undtagelser er ulovligt, da asylpar har ret til individuel behandling.
Sagen startede en politisk storm med utallige samråd. Før valget i 2019 var der ikke flertal for, at sagen blev undersøgt af en kommission, men det kom der efter valget.
Det endte i en rapport, der fik Folketinget til at indlede en rigsretssag mod Inger Støjberg.
Inger Støjberg selv siger, at der var et notat i ministeriet, der foreskrev, at instruksen ikke var ultimativ, og at der skulle ske individuel sagsbehandling. Anklagerne mener ikke, den havde nogen reel betydning.
Derfor kunne den ene af hendes forsvarere, René Offersen, da også med lige så alvorlig stemme som Anne Birgitte Gammeljord sige:
- Høje Rigsret. På vegne af forhenværende udlændinge- og indenrigsminister Inger Støjberg nedlægger forsvaret påstand om frifindelse.
Den sørgmodige snedker
Anklagemyndigheden begynder med en lang gennemgang af lovgivningen for ministre og ikke mindst de forskellige grader af fortsæt til at begå en forbrydelse, der findes.
Specielt dvælede anklager Anne Birgitte Gammeljord ved begrebet dolus eventualis, den laveste grad af forsæt.
Den beskriver, når en gerningsperson anser et kriminelt udfald som mindre sandsynligt, men som ville have handlet på samme måde lige meget hvad.
- For at beskrive denne form for forsæt vil jeg fortælle om en lidt gammel dom. Den er fra 1918 og bliver kaldet sagen om den sørgmodige snedker.
- Her stod en snedker i sit hus ved sin høvlebænk. Han var nedtrykt på grund af konens utroskab og tændte en pibe. Tændstikken smed han ned i en bunke spåner og sagde: Ske, hvad der vil.
- Huset brændte ned. Og han blev dømt for brandstiftelse, da han havde anset det som en mulighed.
Fire dage til gennemgang
Rigsretssagens første fire dage skal bruges på forelæggelse af sagen, hvor anklagerne og Støjbergs forsvarsadvokater præsenterer sagen.
Det bliver først på den femte retsdag - 13. september - at Inger Støjberg bliver afhørt. Hendes stillingtagen står dog klar. Hun vil frifindes.
- Nu får vi lov til at komme helt i dybden med den her sag, og det ser jeg meget frem til. Jeg er forberedt til tænderne. Det er hele forsvarsholdet også. Vi kan jo kun vide, hvad vi selv kommer med, men jeg er meget fortrøstningsfuld, sagde hun forud for dagens retsmøde.
Omvendt forventer de to anklagere, at de kan få Støjberg dømt.
- Vi har nøje gennemgået de her 7.000 siders bilag, og vi har en god fornemmelse af sagen, sagde anklager Anne Birgitte Gammeljord på vej ind i Eigtveds Pakhus.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.