Fem embedsmænd står til et disciplinært ansvar, mener Instrukskommissionen, der mandag har offentliggjort det sidste bind i sin undersøgelse. Det bind, som omhandler embedsværket.
Der kommer dog ikke umiddelbart til at ske noget overfor de fem, idet det "findes rigtigst" at afvente Rigsrettens dom, hedder det. Årsagen er, at Rigsretten må forventes at ville tage stilling til de forhold, kommissionen beskriver i sin beretning og lægger til grund for sin anbefaling.
Den afsluttende beretnings-del er bind seks af i alt syv bind, hvoraf de øvrige dels forholder sig til daværende minister Inger Støjbergs rolle, dels rummer en gennemgang af hændelsesforløb og sagsbehandling. De første seks bind blev offentliggjort i december og førte umiddelbart til, at en afdelingschef blev fritaget for tjeneste.
De fem embedsmænd, som Instrukskommissionen nu peger på, er:
- Den hjemsendte afdelingschef Line Skytte Mørk Hansen fra Udlændingeministeriet, som godkendte den famøse pressemeddelelse i sagen. Sagens fulde omfang gik dog først op for hende med fire års forsinkelse, da hun første gang skulle afgive forklaring for Instrukskommissionen. Og da var det for sent, sagde hun, da hun blev afhørt anden gang.
- Daværende afdelingschef Lykke Sørensen var for passiv efter pressemeddelelsen i den periode, hvor de fleste asylpar blev adskilt. Både hun og
- daværende kontorchef Jesper Gori har desuden "tilsidesat sandhedspligten i lidt forskelligt omfang" ved at bidrage med urigtige oplysninger til Folketinget og en urigtig og vildledende beskrivelse af hændelsesforløbet over for Folketingets Ombudsmand.
- Det samme gælder Udlændingestyrelsens daværende vicedirektør Lene Linnea Vejrum og
- kontorchef Ditte Kruse Dankert fra Udlændingestyrelsen, både hvad angår passiviteten og de urigtige oplysninger. Ditte Kruse Dankert har på et tidligt tidspunkt under sagen beskrevet, at hun følte sig som "gidsel i en løgn".
Instrukskommissionens overvejelser om, hvad de involverede embedsmænd kan stillet til ansvar for, er kun overvejelser, pointerer kommissionen selv. "Kommissionen tager ikke stilling til, om et sådant ansvar skal søges gennemført", og da slet ikke, hvad sanktionerne i givet fald skal være.
"Der indgår et betydeligt skøn i kommissionens ansvarsvurderinger", hedder det videre, og de er "juridisk set alene (...) udtalelser, der kan fungere som grundlag for overvejelser hos de myndigheder, der har kompetencen til at træffe afgørelser i det eventuelt videre sagsforløb", skriver Instrukskommissionen i det afsluttende bind af sin beretning.
Se beretningens bind 6.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.