MIDTJYLLAND: Som følge af en patients oplevelse af manglende hjælp i forbindelse med et overgreb fra en nu fængelsesdømt læge styrker Aarhus Universitetshospital en støtteordning til udsatte patienter, skriver Radio4.
Ifølge konstitueret hospitalsdirektør Thomas Balle Kristensen har hospitalet på baggrund af kvindens oplevelse “arbejdet på at styrke den ordning, der er knyttet til forløbet for patienter, der har været udsat for overgreb i form af fast tilknytning af krisepsykolog.”
Den 31-årige læge, der torsdag blev idømt to års fængsel, havde krænket fire kvindelige patienter i Viborg og Aarhus. En dem af var en 28-årig patient på Aarhus Universitetshospital, der følte sig svigtet af hospitalet:
- Det foregik på et hospital. De har en psykiatrisk afdeling tæt på. Så må de finde en psykiater, en psykolog eller en psykoterapeut. Men det gør de ikke. De gør ingenting, siger hun til kanalen.
Henrik Hougaard, der er bistandsadvokat for den 28-årige kvinde, mener, at Aarhus Universitetshospital svigtede hans klient i timerne efter overgrebet.
- I en så speciel situation, hvor en almindelig patient bliver udsat for et så alvorligt overgreb på et offentligt hospital, må man kunne forvente, at der straks iværksættes især psykologbistand til min klient, siger han.
Hospital beklager
Den konstituerede hospitalsdirektør mener, at hospitalet har handlet rigtigt i forhold til at få suspenderet lægen og få dokumenteret, hvad patienten havde oplevet.
- Der har været mulighed for at trække på krisepsykolog i sådan nogle situationer. Det kan jeg selvfølgelig kun beklage, at kvinden ikke har oplevet, at den hjælp, der har været givet, har været tilstrækkelig, siger Thomas Balle Kristensen.
Han vil ikke kommentere den konkrete sag men tilføjer:
- Det er selvfølgelig ikke tilfredsstillende, når den her kvinde ikke føler sig hjulpet, men jeg vil ikke gå ind og kommentere konkret på sagen, siger han.
cwa
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.