
BRØNDBY: Selv om Kristendemokraternes forretningsudvalg havde indstillet, at byrådsmedlem i Brøndby Elif Demir Gökce (KD) burde ekskluderes, endte et stort flertal i hovedbestyrelsen tirsdag aften med at nedstemme indstillingen. Det erfarer det socialdemokratiske medie Piopio.
Som tidligere omtalt skrev Elif Demir Gökce for et par uger siden på Facebook, at lige så lidt som hun troede på, at to passagerfly var årsag til 9/11, lige så lidt troede hun på, at Hamas udenom USA og Israel stod bag angrebet på Israel 7. oktober.
Senere fjernede hun det pågældende afsnit med den forklaring, at "jeg kan godt se, at min tekst har givet anledning til misforståelse".
Opslaget fik KD-formand Jeppe Hedaa til at reagere. Han kaldte det en møgsag, men lovede Elif Demir Gökce en fair mulighed for at forklare sig, før hovedbestyrelsen tog stilling til, om hun burde ekskluderes.
Deltog selv i møde
Ifølge Piopios oplysninger har forretningsudvalget efterfølgende indstillet hende til eksklusion, men et stort flertal nedstemte indstillingen, heriblandt flere medlemmer af forretningsudvalget.
Elif Demir Gökce deltog ifølge Piopio selv i det virtuelle hovedbestyrelsesmøde, og det lykkedes hende altså at overbevise flertallet om, at hun bør forblive i partiet.
Udover at sidde i byrådet i Brøndby er hun også folketingskandidat i Københavns Omegns Storkreds.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.