
BRØNDBY: Det bliver op til Kristendemokraternes hovedbestyrelse at afgøre, om byrådsmedlem i Brøndby Elif Demir Gökce fortsat kan være med i partiet. Det oplyser partiets formand, Jeppe Hedaa, i et interview i P1 morgen torsdag.
Som vi fortalte i mandags, skrev Elif Demir Gökce i fredags på Facebook, at lige så lidt som hun troede på, at to passagerfly var årsag til 9/11, lige så lidt troede hun på, at Hamas udenom USA og Israel havde indledt angrebet på Israel forrige lørdag.
Mandag aften fjernede hun det pågældende afsnit med den forklaring, at "jeg kan godt se, at min tekst har givet anledning til misforståelse". "Jeg har valgt at slette (afsnittet) som kun var min personlige undring og tvivl," skrev hun.
En møgsag
Opslaget blev fjernet, efter at Jeppe Hedaa havde ringet til hende "og spurgt, hvad i alverden der foregik". Han savner stadig en uddybende forklaring, og den vil Elif Demir Gökce få mulighed for at give til hovedbestyrelsen. Selv tror han, at hun har været i sine følelsers vold.
- Man kan ikke holde ud at se noget, man elsker, blive smudset til, og så finder man en forklaring oppe i hjernen. Og jeg forstår godt, at muslimerne er pressede. Men det ændrer jo ikke på, at det er forkert. Vi vil gerne have folk, der har en god dømmekraft. Det har hun ikke her, siger Jeppe Hedaa.
Han vil ikke sige, hvad hans egen indstilling er til, om Elif Demir Gökce kan blive i partiet. Men på spørgsmålet, om man kan være medlem af Kristendemokraterne og mene, at Hamas ikke stod bag angrebet, svarer han:
- Selvfølgelig kan man ikke det. Det er problemet i sin nøddeskal. Men der er også et menneske, som jeg har oplevet som et varmt og venligt menneske, der gør meget for børn og unge i Brøndby. Når der kommer sådan en møgsag her, har man en forpligtelse til, at den bliver behandlet ordentligt. Vi vil godt høre, hvad hun siger. Men det ser ud til at være op ad bakke, lad mig sige det sådan.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.