
Ifølge en ny analyse, som KL har lavet, har politikerne på Christiansborg i de seneste fem års politiske aftaler afsat knap 2 mia. kr. ekstra til statslig administration.
KL har gennemgået alle vedtagne lovforslag fra de fem år og de konsekvenser, de har ifølge bilagene. Der er tale om 218 nye love over de fem år.
Med forbehold for en en vis usikkerhed, da lovforslagene senere kan være justeret, bliver de samlede udgifter herfra 1,96 mia. kr.
Analysen nævner en række eksempler. Fx koster et nye bedømmelsessystem i folkeskolen staten over end 40 mio. kr., mens kommunerne blev kompenseret med under 10 mio. kr., lavere afgifter på CO2-venlige biler kostede skatteforvaltningen 52 mio. kr., og et nyt familieretligt system med Familieretshuset har givet ekstra administration for 79 mio. kr. til staten og 6,1 mio. kr. til kommunerne om året.
Martin Damm er harm
Analysen vækker harme hos KL's formand Martin Damm (V).
- Ét er, at det er penge, vi i dén grad godt kunne have brugt på velfærd i kommunerne. Noget andet er, at statens voksende bureaukrati lægger et helt uholdbart stort beslag på vores medarbejdere, som skal bruge mere og mere af deres tid på at registrere alt mellem himmel og jord, siger han.
Han vil konfrontere finansminister Nicolai Wammen (S) med tallene, når de sidst på dagen torsdag skal debattere på Kommunaløkonomisk Forum, KØF, i Aalborg.
- Mens man på Christiansborg sætter milliarder af til statslig administration, må vi i kommunerne hver dag lave benhårde prioriteringer i velfærden for at få enderne til at mødes. Derfor er mit budskab også klart: Der er brug for, at regeringen og Folketinget retter blikket indad og stopper med at opfinde nyt bureaukrati hver gang, man vedtager ny lovgivning. Brug ressourcerne på velfærden i stedet, siger Martin Damm.
Han opfordrer i det hele taget politikerne på Christiansborg til at stemple mere ind i debatten om fremtidens velfærdssamfund og være med at træffe vanskelige valg og forventningsafstemme med danskerne.
Professor: Tankevækkende
Økonomiprofessor Per Nikolaj Bukh har læst KL's analyse og kalder den i Berlingske "tankevækkende", ikke mindst fordi kommunerne selv er blevet bedt om at spare 3 mia. kr. på administration. Han mener, at analysen viser, at det ikke blot er dyrt at administrere nye love, men at kommunerne meget vel kan være underkompenseret for nye udgifter. Han understreger, at de nye administrative udgifter kan være vigtige og indført med åbne øjne.
- I politiske aftaler synes nogle få millioner kroner hist og her jo ikke nødvendigvis som særlig meget for politikerne. Og det er det jo heller ikke, når man sammenligner med det store statsbudget. Men summen af alle beløbene bliver jo en uskik, siger han.
Nicolai Wammen siger i et skriftligt svar til avisen, at han deler Martin Damms bekymring for, at pengene ikke altid bruges, hvor de gør mest gavn, og at det er afgørende for regeringen at få fjernet unødvendigt bureaukrati og unødvendige regler.
Pointer fra analysen:
- På fem år er antallet af årsværk i statens departementer og styrelser steget med henholdsvis 32 og 41 procent. Samtidig skal kommuner og regioner frem mod 2030 spare 3 mia. kr. på administration.
- Den statslige opnormering betyder nye opgaver for kommunerne, fx krav om indberetninger, henvendelser om indsigt i kvalitet osv.
Find hele KL's analyse her: KL-analyse af statslig administration (19-12-23)
DK Nyt er til stede på Kommunaløkonomisk Forum i dag og i morgen og rapporterer løbende.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.