dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
Jacob Bundsgaard (S) og Martin Damm (V) gør status efter førstedagen af KL-topmødet. Foto: Michael Kjærgård, dknyt.

KL-top fortrøstningsfuld i forhold til økonomiaftale

TOPMØDE Ny imødekommenhed fra regeringen, mener KL's formand og næstformand. Men 'vi er langt fra i mål', skynder de sig at tilføje
11. MAR 2016 6.30

AALBORG: Endnu før KL's Kommunaløkonomiske Topmøde i Aalborg slutter senere i dag, er KL's formandskab fortrøstningsfuld i forhold til at opnå en økonomiaftale med regeringen til sommer, omprioriteringsbidrag eller ej.

Både KL-formand Martin Damm (V) og næstformand Jacob Bundsgaard (S) vurderer efter førstedagen torsdag, at der med statsminister Lars Løkke Rasmussens tale er ny imødekommenhed at spore fra regeringens side. Torsdagens vedtagelse af en støtteerklæring til KL's bestyrelse i kampen mod omprioriteringsbidraget, kommer derimod til at spille en mindre rolle.

De to KL-topfigurer betragter udtalelsen som et rygstød overfor modparten, men når det kommer til forhandlingerne vil den reelt ikke gøre hverken fra eller til. På dknyts spørgsmål om KL's forhandlere med delegeretmødevedtagelsen i ryggen vil gøre andet, end de ville have gjort alligevel, svarede KL-formand Martin Damm blot, at 'vi har jo altid en ambition om at lave den bedst mulige aftale'.

Gensidig interesse i at nå en aftale
Hvad det angår lægger KL-formanden især vægt på, at der er 'visse sammenfald' i hvordan KL og regeringen ser på tingene, eksempelvis anerkendes det nu at der er brug for boliger og regelforenklinger. Også KL-næstformand Jacob Bundsgaard sporer bevægelse i positionerne og nævner en konkret imødekommenhed i forhold til flygtninge og boliger som noget nyt. Begge husker dog også at tilføje, at 'vi er langt fra i mål'.

KL-formand Martin Damm bemærker tillige, at 'enhver regering har et stort incitament' for at opnå en aftale, og det gælder især en smal regering som den nuværende. Med en aftale i hus er der efter gældende politiske aftaler på Christiansborg et automatisk flertal i Folketinget for det resultat, der måtte blive opnået, men uden en aftale med KL vil regeringen skulle handle sig frem til et flertal i Folketinget med alle de faldgruber, det indebærer.

Martin Damm understeger dog også, at der også for KL er et stort incitament for at opnå en aftale, så kommuner kan få indflydelse på deres hverdag. 'Det er en gensidig interesse', siger han.

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/kl-top-fortroestningsfuld-i-forhold-til-oekonomiaftale

GDPR