
LANGELAND: Mindretallet i Langelands kommunalbestyrelse har ikke fået noget ud af at klage til først Ankestyrelsen og senest Indenrigsministeriet over den omkonstituering, som SF-S-flertallet vedtog for et år siden. Ministeriet har afvist at blande sig i sagen, skriver Fyns Amts Avis.
Som del af budgetforliget, som blev indgået mellem SF og Socialdemokratiet udenom de borgerlige partier, blev det aftalt at gøre økonomiudvalget mindre, så S-SF fik flertal, og spare to udvalg væk, hvilket betød, at De Radikales Søren Ramsing og De Konservatives Jørgen Nielsen begge mistede deres lønnede udvalgsformandspost.
De klagede til Ankestyrelsen, da en omkonstituering kun er lovlig, hvis der er saglige begrundelser for den. De mente, at formålet havde været at straffe mindretallet i kommunalbestyrelsen, hvor samarbejdsklimaet har været iskoldt.
Ankestyrelsen bad flertallet om en forklaring. Den lød, at formålet udelukkende havde været at spare penge og at styrke bl.a. erhverv og turisme ved at lægge det under økonomiudvalget.
Derpå afviste Ankestyrelsen sagen. Den fandt ikke "tilstrækkeligt grundlag for at antage", at omkonstitueringen var sket for at reducere nogle politikeres indflydelse.
Søren Ramsing overvejer nu at gå til domstolene, fortæller han til Fyns Amts Avis. Han tøver dog, da der næppe vil ligge en afgørelse før kommunalvalget næste år.
- Så er det jo overstået. Omkonstitueringen kan jo ikke annulleres med tilbagevirkende kraft, siger han.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.