KOLDING: Hvis økonomiudvalget nikker ja på mandag og byrådet gør det samme senere, er Kolding på vej til at slå centralforvaltningen og by- og udviklingsforvaltningen sammen under et nyt navn og dermed gå fra fem til fire forvaltninger.
Ifølge kommunen skal det styrke muligheden for at skabe bæredygtig vækst, yde bedre velfærd, understøtte det gode liv og sikre en sund og bæredygtig økonomi. Det foreløbige navn er By-, Erhvervs- og Fællesforvaltningen, og den skal høre direkte under kommunaldirektøren.
Allerede for fem år siden fik centralforvaltningen en afdeling med fokus på vækst, bl.a. erhvervs- og befolkningsudvikling. Det hænger imidlertid tæt sammen med kommunens fysiske planlægning og udvikling, som hører under by- og udviklingsforvaltningen, og derfor foreslår direktionen at slå de to forvaltninger sammen.
Første kommune?
- Kolding går foran med dette tiltag. Mig bekendt har man ikke gjort det her i andre kommuner. Men jeg er sikker på, at med en sammenlægning får vi et stærkt udgangspunkt for kommunens videre udvikling, siger borgmester Knud Erik Langhoff (K).
Den nye forvaltning skal efter planen arbejde endnu tættere sammen om bl.a. økonomi, HR, it og jura med de tre forvaltninger på velfærdsområdet, nemlig børn & uddannelse, senior, sundhed & fritid samt social & arbejdsmarked.
Organisationsændringen er ikke en spareøvelse, og der er ikke lagt op til afskedigelser, understreger kommunen. Men på længere sigt skal den gerne give en mere smidig og effektiv administration, som vil kræve færre medarbejdere og ledere.
Søger ny kommunaldirektør
Lige nu er jobbet som kommunaldirektør vakant, efter at Thomas Boe fratrådte i februar. Før sommerferien blev det besluttet at genopslå jobbet i håb om at få flere ansøgere. Det bliver det i oktober med forventet tiltrædelse 1. januar.
- Vi planlægger at justere organisationen nu, inden vi skal i gang med at ansætte en ny kommunaldirektør, så vi får fastlagt den fremtidige struktur, der afspejler vores politiske visioner, forklarer Knud Erik Langhoff.
Tidligere by- og udviklingsdirektør Merete Dissing blev i foråret konstitueret som kommunaldirektør, og i hendes sted er Bent Jensen Moubou konstitueret som by- og udviklingsdirektør.
ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.