
På et pressemøde kl. 11 i dag om finanslovsforslaget kunne finansminister Nicolai Wammen (S) præsentere, at kommunerne nu får hjælp efter at være blevet ramt i udligningen, især pga. fejl i ejendomsvurderingerne.
- I kølvandet på økonomiaftalen med kommunerne har en række tekniske årsager og grundskyldsskøn, der ikke var præcise, gjort, at en række kommuner står med likviditetsudfordringer. Det betyder, at selvom de har fået lov til at bruge flere penge på at løfte velfærden, så har de ikke penge nok i kommunekassen til at kunne lave det løft, siger Nicolai Wammen (S) og fortsætter:
- Derfor vil regeringen give en hjælpende hånd til kommunerne på 2,5 mia. kr.
Alle kommuner vil få hjælp fra en pulje på 1,8 mia. kr., hvor de fattigeste kommuner vil modtage mest. Derudover er 700 mio. kr. afsat til kommuner, som har mistet meget på grundskylden.
- Det er en vigtig håndsrækning til mange kommuner, som var glade for økonomiaftalen, da den blev indgået, men som af tekniske årsager og forkert skøn af grundskylden nu står med udfordringer. Dem hjælper vi nu, siger han.
Nicolai Wammen gør det dog også klart, at økonomiaftalen stadig er den bedste i mange år, og at den vil give et reelt løft af den nære velfærd.
Er systemet gennemskueligt?
Til et spørgsmål om, hvorvidt udligningssystemet er for uigennemskuelig for alle, siden de store tab i bl.a. grundskyld er kommet som en overraskelse for mange, svarer Nicolai Wammen:
- Der er ingen tvivl om, at det er en svær størrelse. At vi nu vælger at give en hjælpende hånd til kommunerne, er et udtryk for, at der er en vilje hos os som regering til at give et markant løft af kommunernes økonomi.
Han forklarer også, at pengepuljen på 2,5 mia. kr. er en løsning på de nuværende problemer, men at der skal findes en langvarig løsning.
- Flere kommuner sidder allerede i budgetforhandlinger, så tilskuddet er en løsning for 2025. Men vi kommer til at sætte os ned i samarbejde med kommunerne og ser frem for at finde den bedste løsning fremadrettet, siger han.
KL er tilfreds med hjælp
Hos KL er formand Martin Damm tilfreds med den hjælpende hånd.
- Det er godt, at regeringen har besluttet et særligt tilskud til kommunerne, så den uro, der har været efter sommerferien, kan blive afløst af det fokus på velfærden, der ligger i økonomiaftalen, siger han i en pressemeddelelse.
Han påpeger, at der stadig vil være udfordringer rundt i kommunerne, selvom økonomiaftalen er bedre end tidligere.
- Vi kommer ikke til at kunne løse alle problemer. Og nogle kommuner vil stadig have udfordringer med at få enderne til at mødes. Vi står over for et langt sejt træk, men vi kender vejen, siger han.
Opdateret 11.50: Tilføjet afsnit med KL og mindre rettelser.
Opdateret 12.06: Tilføjet afsnit "Er systemet gennemskueligt?"
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.