De mest udsatte børn skal beskyttes bedre, og nogle gange er det nødvendigt at gribe ind, før de overhovedet er født, hvis deres mødre har et massivt misbrug af stoffer eller alkohol.
Sådan lyder det i et udspil fra Aarhus' social- og beskæftigelsesrådmand Anette Poulsen (S).
Hun vil sammen med politiske kolleger i andre kommuner rejse et krav over for regeringen om, at ufødte børn skal have en garanti for ikke at blive født med misbrugsskader, oplyser hun.
- Vi må ikke være berøringsangste. Vi må ikke være bange for at gøre det nødvendige. Det kan vi ikke være bekendt over for børnene, siger Anette Poulsen, som ønsker, at gravide misbrugere skal kunne tvangsindlægges uden forudgående samtykke - ligesom det er muligt i Norge.
Mulig med frivillig tilbageholdelse
Ifølge Jyllands-Posten bakkes hun op af Odense og Esbjerg kommuner. I Odense understreger rådmand Claus Houden (V), at der vil være tale om meget få gravide misbrugere, og at der er brug for afklaring af, hvor en tvangstilbageholdelse vil kunne foregå.
Ifølge avisen foreslår Aarhus Kommune et nyt center under regionerne til opgaven. Kommunen vurderer, at ti børn i kommunen hvert år fødes med varige skader på grund af morens misbrug, og at antallet er stigende.
Et tidligere studie har påvist, at der på landsplan årligt fødes over 200 børn med alkoholskader, og forskerne vurderede, at det blot var toppen af isbjerget.
Indenrigsminister Sophie Løhde (V) peger på, at kommunerne allerede har mulighed for at indgå frivillige kontrakter med gravide om, at de kan tilbageholdes under graviditeten. Den model er valgt for at undgå, at de gravide undlader at søge hjælp af frygt for at blive tilbageholdt. Men hvis modellen ikke virker, er hun parat til at se på andre forslag, siger hun til mediet.
Etisk Råd vil gerne i spil
Formanden for Etisk Råd, Leif Vestergaard, opfordrer i Jyllands-Posten til, at regeringen beder rådet om en udtalelse, så alle argumenter for og imod en mulighed for at tvangstilbageholde gravide misbrugere kommer på bordet.
Selv mener han, at hensynet til det ufødte barn skal veje tungt, fordi det ikke har mulighed for at beskytte sig selv, ligesom moderen også kan have en interesse i at komme ud af sit misbrug. Det tæller også, at et skadet barn koster samfundet meget dyrt.
Omvendt påpeger Leif Vestergaard, at vi som samfund normalt lægger betydende vægt på retten til selv at bestemme over krop, og en tvangstilbageholdelse vil være et overgreb på moderen og hendes selvbestemmelse.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.