
ESBJERG: Lederen af spillestedet Tobakken i Esbjerg blev først på måneden fyret og fritstillet, og mandag har bestyrelsen valgt at bortvise ham og melde ham til politiet på mistanke om, at han har ladet spillestedet afholde private udgifter. Det skriver TV Syd.
Spillestedet balancerer på randen af konkurs og har derfor bedt Esbjerg Kommune garantere for en kassekredit på 3 mio. kr. I den forbindelse har kommunen gennemgået stedets økonomi både med egne folk og en ekstern konsulent, og begge munder ud i kritik af ledelsen, økonomistyringen og driften. Det førte til fyringen, og siden har granskning af bilag m.m. givet mistanke om, at leder Jan Mols har fået dækket private udgifter på op mod 100.000 kr., hvilket mandag fik bestyrelsen til at gå til politiet.
Både økonomiudvalget og kultur- og fritidsudvalget blev også mandag orienteret om sagen, og de fik indblik i den eksterne rapport. Den afslører ifølge JydskeVestkysten, at spillestedet ikke behøvede være i økonomiske problemer, hvis man havde fulgt bestyrelsens ønsker om at indgå sponsoraftaler og lukke en biograf på stedet. Ifølge rapporten har der ikke været "den akutte forståelse, man umiddelbart ville forvente under en truende konkurs".
"... til gengæld er der lavet en række arrangementer med artister, der historisk har været underskudsgivende, dialoger om sponsoraftaler er ikke blive prioriteret, der er indgået en ny, femårig ølaftale, ligesom der har været planlagt teambuildingtur for 17 ansatte til Mallorca og rejse til USA for at lytte til blues- og countrymusik", står der ifølge JydskeVestkysten i rapporten fra konsulenthuset Must.
Forventede kommunal hjælp
Rapporten beskriver også, at Tobakken har haft en forventning om, at kommunen ville dække millionunderskuddet, at der har været "væsentlige ledelsesmæssige og driftsmæssige udfordringer", og at samspillet mellem bestyrelse og direktør "i nogen grad synes ukonstruktivt". Ifølge rapporten er det uklart, om bestyrelsen, som bl.a. består af to byrådsmedlemmer, har undladt at reagere eller ikke har modtaget korrekt information, skriver avisen.
Ifølge TV Syd har kommunen de seneste år givet 5 mio. kr. årligt i tilskud til Tobakken, som derudover får 1,6-1,9 mio. kr. om året fra Statens Kunstfond. Den politianmeldte leder siger til begge medier, at han er chokeret over politianmeldelsen, men ikke ønsker at udtale sig. Tobakkens regnskabschef er konstitueret som leder.
ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.