KRONIK: Med eksempler fra Region Nordjylland og Middelfart Kommune beskriver kronikørerne - to SF-kandidater - hvad de oplever som nærdemokratiets fald
Dennis Stenbjerg Johansen og
Mikkel Dragmose-Hansen
I Danmark har demokratiet været opdelt på tre niveauer, nemlig på det kommunale, amtslige og statslige niveau. I dag er det amtslige niveau omformet fra 14 amter til fem regioner, der eksisterer dog fortsat tre niveauer – eller gør der? Spørgsmålet vil vi behandle igennem kronikken.
I perioden efter 2. Verdenskrig har der været forskellige decentraliseringsreformer, som har haft til formål at uddele mere ansvar i nærområderne, hvor man forsøgte at lægge beslutningerne ud til kommuner, institutioner og dermed være tættere på borgeren. Selv i 1970, hvor den forrige kommunalreform blev gennemført, var argumenterne, at de nye kommuner skulle være bæredygtige nok til ved egne kræfter at løse de opgaver, som blev tillagt kommunerne.
Herved forsøgte man at flytte ansvar og midler væk fra det statslige niveau, så nærdemokratiet blomstrede, da man mente at løsningen på lokale problemer, bedst kunne findes lokalt. Samme filosofi havde man om amterne – de regionale problemer løstes bedst regionalt. Opgaver, som var for store for enkelte af de mindste kommuner med et lille befolkningsgrundlag, indgik i denne periode i samarbejde med andre nærliggende kommuner om løsningen, hvormed opgaven blev udført.
Ved den seneste strukturreform, som trådte i kraft 1. januar 2007, blev kommunerne endnu større, amterne forsvandt til fordel for fem regioner og opgaverne blev omplaceret. Regionerne var opgavemæssigt den store taber, da mange opgaver overgik til kommunerne eller staten, herunder kan nævnes nogle få: Specielundervisning, dele af beskæftigelsen og store dele af miljøområdet gik til kommunerne, mens staten overtog gymnasier og HF samt dele af beskæftigelsesindsatsen.
Dermed blev regionerne reduceret opgavemæssigt, men også økonomisk, da regionerne ikke fik retten til selvstændigt at udskrive skatter. Derfor er regionernes finansieringsgrundlag nu i hænderne på staten og kommunerne, som bidrager med penge.
Men hvorledes ser situationen ud for demokratiet? Borgeren føler mindre indflydelse og mindre kontakt med de lokale politikere, da storkommunerne har reduceret antallet af politikerne og politikernes råderum. Råderummet er blevet reduceret ved skattestop, anlægsstop og detailregulering samt detaljeret lovkrav - f.eks. for ældremad og elevplaner.
På regionalt niveau er det til gengæld politikerne, som føler sig hjælpeløse. Beslutningerne kan ikke tages, da pengene på forhånd er øremærket til regeringens forskellige ideologiske strategier, f.eks. fritvalgsordningen og behandlingsgaranti, som overfører pengene til langt dyre behandling på privathospitaler. Politikerne i regionerne bestemmer reelt minimalt og høres sjældent i vigtige spørgsmål og aldrig omkring store nyformulerende udspil, da midlerne og rammerne ikke eksisterer til dette. Herunder følger to eksempler, det ene er region Nordjylland, det andet er Middelfart kommune - en kort analyse fra hvert niveau!
Det regionale perspektiv
I Region Nordjylland har man ligesom i de øvrige regioner oplevet et stort fald i antallet af ansvarsopgaver. Sundhedsområdet herunder sygehusene er blevet den vigtigste opgave for regionerne at varetage, men også her viser det sig at regionens indflydelse reelt set er minimal.
Ser man på det økonomiske perspektiv, så har vi allerede nævnt, at regionen ikke længere selvstændigt har nogen form for indtægt via skatter. Dette gør regionen økonomisk afhængig af staten, hvilket ikke nødvendigvis behøver at være et problem. Dette forudsætter dog, at de folkevalgte regionspolitikere selvstændigt har mulighed for at foretage de økonomiske prioriteringer.
Ser vi på ordningen med det frie sygehusvalg, betyder dette reelt for regionerne, at mange af pengene, politikerne ellers ville have investeret i bedre sygehuse, f.eks. ved investeringer i de medicinske afdelinger. De er i stedet nødsaget til at betale de private hospitaler for en ydelse, som det offentlige reelt selv kan varetage.
Seneste eksempel på at staten i stigende grad overtager styringen med regionen, finder vi i Region Nordjylland i forbindelse med den nye sygehusstruktur. Her har man i regionen brugt lang tid på at undersøge og diskutere hvor det nye storsygehus skulle placeres. Politikerne var nået frem til en placering i Aalborg Øst, hvor store marker tæt ved universitet ville give en god placering.
Her var optimale betingelser i forhold til infrastruktur og et potentielt samarbejde med universitet, som ikke alene ville skabe mulighed for at oprette en medicin uddannelsen i Aalborg. Samtidig vil det muliggøre samarbejde med den sundhedsfaglige afdeling på Aalborg Universitet.
Regeringen har nedsat et embedsmandsudvalg, som har udarbejdet en rapport, der modsiger regionens beslutning om et nyt sygehus i øst. I stedet ønsker de en udbygning af det eksisterende sygehus syd, dette vil betyde inddragelse af et af de få grønne områder i Aalborg og samtidig er området plaget af store trafikale problemer med tæt trafik og dårlige parkeringsforhold.
Dette vanskeliggør ambulancekørsel til sygehuset og samtidig er det svært for pårørende at finde ordentlige parkeringsforhold. Ydermere vil et sådan byggeri være til stor gene for naboerne. Det er derfor oplagt at spørge sig selv om sygehusstrukturen er blevet til en politisk beslutning, hvor nogle Christiansborg politikere, ønsker at sætte deres fingeraftryk på dette centrale område, frem for at varetage borgernes interesse.
Det kommunale perspektiv
I Middelfart kommune har væksten været sund, eftersom kommunen er en del af det ydre i trekantsområdet. Den øgede bosætning har dog også medført efterspørgsel efter et højere serviceniveau, men Middelfart har kæmpet for blot at opretholde det nuværende niveau. Samtidig har kommunen, som alle andre kommuner, fået flere og flere opgaver fra staten, hvortil der ikke har medfulgt tilstrækkelig økonomiske midler.
Derudover formodes det, at kommunen gerne vil opføre og udvide daginstitutioner, vuggestuer og skoler, således der er plads til de nykomne børnefamilier. Desværre har anlægsloftet sat en effektiv stopper for, at kommunen kan tilbyde den eftertragtede service. Politikerne kan føle den centrale styring, når budgettet udfærdiges, og når borgerne er utilfredse. I realiteten kan kommunalpolitikerne ikke selv skabe en visionær udvikling, uden at være afhængige af forskellige regeringers lyst, til at kontrollere og styre det kommunale niveau.
Blandt de nye opgaver er varetagelsen af miljøområdet og for kort tid siden, blev det vedtaget, at jobcentrene også bliver rene kommunale anliggender. Dermed overfører man grænseoverskridende problemer til et afgrænset område, nemlig kommunerne.
I Middelfart har det heldigvis ført til en oprettelse af en naturpark og fokus på klimaet igennem energibesparelser, men noget af den regionale erfaring er gået tabt ved overførslen. Samme metode er brugt ved jobcentre, hvor kommunerne får svært ved at sammenkoble en større indsats, hvis man kun fokuserer på nærområdet. Demokratiet kan sagtens være nært borgerne, men nogle problemer overskrider de geografiske grænser!
Samtidigt er opgaverne svære at finansiere, hvis man ønsker en effektiv indsats. De områder, hvor pengene tages fra, er de store udgiftsposter – ældre og børn, da alle andre udgiftsposter efterhånden nærmer sig minimum i effektiviseringens hellige navn. De to områder er oftest dér, hvor indsatsen samtidig skal foregå, for at sikre udvikling og omsorg! Dette er en problematik, som kommunerne står overfor!
I både det regionale og kommunale tilfælde er der tale om nærdemokratiets fald, hvor den centraliserede styring gør, at regions- og kommunalpolitikerne ikke kan udføre særlige selvstændige tanker. Lokalpolitikerne er i stedet blevet reduceret til folkevalgte embedsmænd. Regeringer igennem tiden har tidligere givet magt til nærdemokratiet, men i disse år fratages magten, således må borgerne kigge langt efter indflydelsesmuligheder for hverdagens sammenhængskraft!
Dennis Stenbjerg Johansen, Aalborg, regionsrådskandidat i Nordjylland for SF, og
Mikkel Dragmose-Hansen, Aalborg, byrådskandidat for SF i Middelfart Kommune
Mikkel Dragmose-Hansen
I Danmark har demokratiet været opdelt på tre niveauer, nemlig på det kommunale, amtslige og statslige niveau. I dag er det amtslige niveau omformet fra 14 amter til fem regioner, der eksisterer dog fortsat tre niveauer – eller gør der? Spørgsmålet vil vi behandle igennem kronikken.
I perioden efter 2. Verdenskrig har der været forskellige decentraliseringsreformer, som har haft til formål at uddele mere ansvar i nærområderne, hvor man forsøgte at lægge beslutningerne ud til kommuner, institutioner og dermed være tættere på borgeren. Selv i 1970, hvor den forrige kommunalreform blev gennemført, var argumenterne, at de nye kommuner skulle være bæredygtige nok til ved egne kræfter at løse de opgaver, som blev tillagt kommunerne.
Herved forsøgte man at flytte ansvar og midler væk fra det statslige niveau, så nærdemokratiet blomstrede, da man mente at løsningen på lokale problemer, bedst kunne findes lokalt. Samme filosofi havde man om amterne – de regionale problemer løstes bedst regionalt. Opgaver, som var for store for enkelte af de mindste kommuner med et lille befolkningsgrundlag, indgik i denne periode i samarbejde med andre nærliggende kommuner om løsningen, hvormed opgaven blev udført.
Ved den seneste strukturreform, som trådte i kraft 1. januar 2007, blev kommunerne endnu større, amterne forsvandt til fordel for fem regioner og opgaverne blev omplaceret. Regionerne var opgavemæssigt den store taber, da mange opgaver overgik til kommunerne eller staten, herunder kan nævnes nogle få: Specielundervisning, dele af beskæftigelsen og store dele af miljøområdet gik til kommunerne, mens staten overtog gymnasier og HF samt dele af beskæftigelsesindsatsen.
Dermed blev regionerne reduceret opgavemæssigt, men også økonomisk, da regionerne ikke fik retten til selvstændigt at udskrive skatter. Derfor er regionernes finansieringsgrundlag nu i hænderne på staten og kommunerne, som bidrager med penge.
Men hvorledes ser situationen ud for demokratiet? Borgeren føler mindre indflydelse og mindre kontakt med de lokale politikere, da storkommunerne har reduceret antallet af politikerne og politikernes råderum. Råderummet er blevet reduceret ved skattestop, anlægsstop og detailregulering samt detaljeret lovkrav - f.eks. for ældremad og elevplaner.
På regionalt niveau er det til gengæld politikerne, som føler sig hjælpeløse. Beslutningerne kan ikke tages, da pengene på forhånd er øremærket til regeringens forskellige ideologiske strategier, f.eks. fritvalgsordningen og behandlingsgaranti, som overfører pengene til langt dyre behandling på privathospitaler. Politikerne i regionerne bestemmer reelt minimalt og høres sjældent i vigtige spørgsmål og aldrig omkring store nyformulerende udspil, da midlerne og rammerne ikke eksisterer til dette. Herunder følger to eksempler, det ene er region Nordjylland, det andet er Middelfart kommune - en kort analyse fra hvert niveau!
Det regionale perspektiv
I Region Nordjylland har man ligesom i de øvrige regioner oplevet et stort fald i antallet af ansvarsopgaver. Sundhedsområdet herunder sygehusene er blevet den vigtigste opgave for regionerne at varetage, men også her viser det sig at regionens indflydelse reelt set er minimal.
Ser man på det økonomiske perspektiv, så har vi allerede nævnt, at regionen ikke længere selvstændigt har nogen form for indtægt via skatter. Dette gør regionen økonomisk afhængig af staten, hvilket ikke nødvendigvis behøver at være et problem. Dette forudsætter dog, at de folkevalgte regionspolitikere selvstændigt har mulighed for at foretage de økonomiske prioriteringer.
Ser vi på ordningen med det frie sygehusvalg, betyder dette reelt for regionerne, at mange af pengene, politikerne ellers ville have investeret i bedre sygehuse, f.eks. ved investeringer i de medicinske afdelinger. De er i stedet nødsaget til at betale de private hospitaler for en ydelse, som det offentlige reelt selv kan varetage.
Seneste eksempel på at staten i stigende grad overtager styringen med regionen, finder vi i Region Nordjylland i forbindelse med den nye sygehusstruktur. Her har man i regionen brugt lang tid på at undersøge og diskutere hvor det nye storsygehus skulle placeres. Politikerne var nået frem til en placering i Aalborg Øst, hvor store marker tæt ved universitet ville give en god placering.
Her var optimale betingelser i forhold til infrastruktur og et potentielt samarbejde med universitet, som ikke alene ville skabe mulighed for at oprette en medicin uddannelsen i Aalborg. Samtidig vil det muliggøre samarbejde med den sundhedsfaglige afdeling på Aalborg Universitet.
Regeringen har nedsat et embedsmandsudvalg, som har udarbejdet en rapport, der modsiger regionens beslutning om et nyt sygehus i øst. I stedet ønsker de en udbygning af det eksisterende sygehus syd, dette vil betyde inddragelse af et af de få grønne områder i Aalborg og samtidig er området plaget af store trafikale problemer med tæt trafik og dårlige parkeringsforhold.
Dette vanskeliggør ambulancekørsel til sygehuset og samtidig er det svært for pårørende at finde ordentlige parkeringsforhold. Ydermere vil et sådan byggeri være til stor gene for naboerne. Det er derfor oplagt at spørge sig selv om sygehusstrukturen er blevet til en politisk beslutning, hvor nogle Christiansborg politikere, ønsker at sætte deres fingeraftryk på dette centrale område, frem for at varetage borgernes interesse.
Det kommunale perspektiv
I Middelfart kommune har væksten været sund, eftersom kommunen er en del af det ydre i trekantsområdet. Den øgede bosætning har dog også medført efterspørgsel efter et højere serviceniveau, men Middelfart har kæmpet for blot at opretholde det nuværende niveau. Samtidig har kommunen, som alle andre kommuner, fået flere og flere opgaver fra staten, hvortil der ikke har medfulgt tilstrækkelig økonomiske midler.
Derudover formodes det, at kommunen gerne vil opføre og udvide daginstitutioner, vuggestuer og skoler, således der er plads til de nykomne børnefamilier. Desværre har anlægsloftet sat en effektiv stopper for, at kommunen kan tilbyde den eftertragtede service. Politikerne kan føle den centrale styring, når budgettet udfærdiges, og når borgerne er utilfredse. I realiteten kan kommunalpolitikerne ikke selv skabe en visionær udvikling, uden at være afhængige af forskellige regeringers lyst, til at kontrollere og styre det kommunale niveau.
Blandt de nye opgaver er varetagelsen af miljøområdet og for kort tid siden, blev det vedtaget, at jobcentrene også bliver rene kommunale anliggender. Dermed overfører man grænseoverskridende problemer til et afgrænset område, nemlig kommunerne.
I Middelfart har det heldigvis ført til en oprettelse af en naturpark og fokus på klimaet igennem energibesparelser, men noget af den regionale erfaring er gået tabt ved overførslen. Samme metode er brugt ved jobcentre, hvor kommunerne får svært ved at sammenkoble en større indsats, hvis man kun fokuserer på nærområdet. Demokratiet kan sagtens være nært borgerne, men nogle problemer overskrider de geografiske grænser!
Samtidigt er opgaverne svære at finansiere, hvis man ønsker en effektiv indsats. De områder, hvor pengene tages fra, er de store udgiftsposter – ældre og børn, da alle andre udgiftsposter efterhånden nærmer sig minimum i effektiviseringens hellige navn. De to områder er oftest dér, hvor indsatsen samtidig skal foregå, for at sikre udvikling og omsorg! Dette er en problematik, som kommunerne står overfor!
I både det regionale og kommunale tilfælde er der tale om nærdemokratiets fald, hvor den centraliserede styring gør, at regions- og kommunalpolitikerne ikke kan udføre særlige selvstændige tanker. Lokalpolitikerne er i stedet blevet reduceret til folkevalgte embedsmænd. Regeringer igennem tiden har tidligere givet magt til nærdemokratiet, men i disse år fratages magten, således må borgerne kigge langt efter indflydelsesmuligheder for hverdagens sammenhængskraft!
Dennis Stenbjerg Johansen, Aalborg, regionsrådskandidat i Nordjylland for SF, og
Mikkel Dragmose-Hansen, Aalborg, byrådskandidat for SF i Middelfart Kommune
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.
