Kommunale og regionale valgresultater kan få en rolle at spille, når der skal udmåles partistøtte efter et folketingsvalg. Det fremgår af et nyt lovforslag om ændring af partistøtten, hvor de kommunale og regionale stemmetal kun får betydning for partier, der ikke opnår valg til Folketinget.
I den korte version går ændringen af partistøtteloven ud på at begrænse partistøtten til ikke-valgte. Efter den nugældende lov er der penge til alle partier med over 1.000 stemmer ved folketingsvalg, 500 stemmer ved regionsrådsvalg og 100 stemmer ved kommunalvalg (500 i København).
Det ønsker regeringen i overensstemmelse med en beretning fra Folketingets Udvalg for forretningsordenen at stramme op på, så der i stedet for faste stemmetal skal sorteres efter andele af stemmer. Resultatet vil være, at der skal flere stemmer til for at være med i udlodningen af partistøtte.
For folketingsvalgenes vedkommende udløser det partistøtte, hvis et parti:
- får valgt en kandidat,
- får stemmer nok til 3,2 mandater eller
- får stemmer nok til to mandater, plus at partiet ved nærmest forudgående byråds- og regionsrådsvalg er blevet valgt ind i mindst et regionsråd eller mindst tre byråd.
For byråds- og regionsrådsvalgene udløser det også partistøtte, hvis et parti:
- får valgt en kandidat,
- får stemmer nok til 0,8 mandat i det pågældende byråd eller regionsråd eller
- indgår i et listeforbund, der har fået stemmer nok til 0,8 mandat.
Også for løsgængere til et folketingsvalg gælder det, at stemmer nok til 0,8 mandat er nok til at udløse partistøtte.
Lovforslaget er fremsat torsdag, men endnu ikke berammet til behandling.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.