Efter lang tids søgen er det lykkedes A.P. Møller-Mærsk at finde en køber til selskabets olie- og gasforretning. Aftageren er det franske olieselskab Total, der må lægge 7,45 milliarder dollar, svarende til godt 47 mia. kr. Det oplyser Mærsk-gruppen i en fondsbørsmeddelelse.
En del af betalingen sker i Total-aktier til en værdi af 4,95 mia. dollar. Det betyder, at Mærsk vil eje 3,76 pct. af det franske selskab, når handlen er gennemført. Desuden overtager Total gæld for 2,5 mia. dollar.
Ifølge pressemeddelelsen er det Totals plan at bevare Maersk Oils nuværende kontorer i København og Esbjerg. Samtidig skal Danmark fungere som operationsbase for selskabets aktiviteter i Danmark, Norge og Holland.
A.P. Møller-Mærsk meddelte i september sidste år, at man ville forfølge en ny strategi.
Som en delvis konsekvens af de faldende oliepriser besluttede koncernledelsen fremover at satse på transport og logistik.
Derfor skulle olie- og gasforretningen skilles fra. Enten som et selvstændigt aktieselskab eller ved at sælge den til en interesseret køber.
Handlen ventes gennemført i begyndelsen af næste år. Det kræver dog, at konkurrencemyndighederne siger god for den.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.