
AARHUS / ODDER: Gennem ti år har ældre, sygdomsramte og demente i Aarhus Kommune haft mulighed for et rekreationsophold på badehotellet Saxild Strand nær Odder, men nu har kommunen, der ejer stedet, sat det til salg uden klausul om, at køber skal videreføre den mulighed, skriver Århus Stiftstidende.
En potentiel køber kan vælge at byde på hotellet og fastholde en samarbejdsaftale med kommunen om rekreationstilbud, men kan altså også byde uden. Stedet har fortsat aktiviteter året ud, siger leder Henrik Woer, der den seneste tid har haft bekymrede mennesker i røret.
- Jeg tror ikke, Aarhus Kommune er helt klar over, hvor stor betydning Saxild Strand har for ensomhed blandt ældre i Aarhus. Derfor håber jeg, at man viderefører det, siger Henrik Woer til avisen.
Område med muligheder
I udbudsmaterialet peger kommunen på, at badehotellet fra 1906 med værelsesfløje fra 1960'erne og 1970'erne liggger ned til en af landets bedste badestrande og har store muligheder.
Forudsat en lokalplan i Odder Kommune, hvor hotellet ligger, kan det fx tilbageføres til den oprindelige badehotelfunktion, og et fælles ønske mellem Odder Kommune og Aarhus Kommune er en øget tilgængelighed og offentlig adgang til fx restaurant, cafe og badehotel.
Udbudsmaterialet peger også på en mulig kommende udvikling af området med ca 6.000 byggeetagemeter og grundlag for etablering af hotel, restaurant og ca. 20 ferieejerlejligheder. Hvis der ved en kommende lokalplan gives byggeret, der overstiger de 6.000 byggeetagemeter, medfører det en stigning i købesummen, står der i materialet.
Tilbud om køb af hotel Saxild Strand skal afleveres til kommunen senest 29. april.
cwa
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.