
Naturstyrelsen modtager stadig flere ansøgninger om lov til at regulere måger – hvor regulere betyder at aflive. Det oplyser forstkandidat og vildtforvalter i Naturstyrelsen Anders Jensen til Kristeligt Dagblad.
At måger og mennesker i stigende grad støder sammen skyldes for det første, at der bygges rigtig mange boligblokke i havneområderne, og kysten er som bekendt mågers naturlige leveområder.
For det andet er vi generelt blevet mindre tolerante over for naturens 'støj' og klager, når dyr skriger, kvækker, synger og skræpper.
For det tredje ligner tidens byggestil fuglefjelde for en måge – og på de flade tage kan fuglene yngle og være i fred for rovdyr. Og for det fjerde har især to mågearter ændret vaner.
- Der er simpelthen flere sølv- og havmåger, som bliver hængende i byen, når ungerne er udruget, hvor de egentlig burde flyve ud i naturen igen. Og det skyldes, at vi smider madrester fra os i parker og på pladser. Biotopen i byerne er blevet for god. Her er jo alt, hvad de skal bruge, siger skytte ved Park & Natur i Aalborg Kommune, Klaus Godiksen.
Det er især mågernes skrig, der får folk til at klage over ødelagt nattesøvn. Men også det faktum, at fuglene hugger mad fra cafébordene, er et konfliktpunkt. Ligesom syreholdige mågeklatter på parkerede biler er upopulært.
De måger, der bliver i byerne, når ynglesæsonen er forbi, kaldes tillægsfugle eller gæstemåger, og de er ikke sådan lige at blive af med igen. Heller ikke selvom der er opfundet flere måder at afskrække dem på. For eksempel med drager formet som store rovfugle.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.