
Efter lidt over en uge på formandsposten i Dansk Folkeparti havde Morten Messerschmidt tirsdag håbet på at sætte sit første aftryk. Men planen glippede.
Messerschmidts indstilling til en ny gruppeledelse blev ikke fulgt af et flertal i folketingsgruppen, og det endte med to afstemninger, hvor Messerschmidts indstillinger begge gange blev stemt ned. Det står fast efter tirsdagens gruppemøde.
Peter Skaarup fortsætter som gruppeformand i Dansk Folkeparti. Den post har han haft siden 2012. Desuden erstatter Hans Kristian Skibby ekspartiformand Kristian Thulesen Dahl i gruppeledelsen.
Messerschmidt havde ellers indstillet René Christensen som gruppeformand, men blev stemt ned af et flertal i folketingsgruppen. René Christensen får dog posten som politisk næstformand.
Messerschmidt havde også indstillet Dennis Flydtkjær som nyt medlem af gruppebestyrelsen på i alt fem medlemmer i stedet for Kristian Thulesen Dahl, men også det blev stemt ned. I valget til gruppeformand fik Skaarup otte stemmer, mens René Christensen fik syv. Én stemte blankt.
Ved valget til nyt medlem i gruppeledelsen fik Skibby ti stemmer, mens Flydtkjær fik seks. Det oplyser partisekretær Steen Thomsen.
Ser det ikke som et angreb
Om at blive underkendt af sin egen folketingsgruppe siger Messerschmidt:
- Jeg har hele tiden sagt, at det vigtige for mig var, at gruppen kunne se sig i det her. Så da der var et ønske om afstemning, var det ikke noget, jeg så som et angreb.
- Der har været splittelse, og nu går der en tid, hvor vi skal findes fælles fodslag.
Den nye gruppeledelse i DF består nu af Morten Messerschmidt, René Christensen, Peter Skaarup, Hans Kristian Skibby og Liselott Blixt. Sidstnævnte sad i gruppeledelsen i forvejen, så Skibby endte med at blive eneste nye ansigt i gruppeledelsen.
Kristian Thulesen Dahl havde i forvejen meddelt, at han ikke ønskede at være en del af ledelsen efter at være stoppet som formand.
Hvis Messerschmidt var lykkedes med sin plan, havde han haft et flertal bag sig i gruppeledelsen, i og med at René Christensen og Dennis Flydtkjær offentligt havde støttet ham i formandsopgøret.
Blixt støttede Merete Dea Larsen, mens Skaarup ikke har meldt ud offentligt, hvem han støttede som ny formand. Skibby støttede Henriksen.
- Jeg er ikke valgt for at skulle sprede, jeg er valgt for at skulle samle, siger Skibby.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.