Fremover skal ministre, departementschefer og særlige rådgivere gemme sms'er og beskeder fra andre chattjenester i 25 år.
Det fremgår ifølge Politiken af et nyt sæt retningslinjer fra Justitsministeriet.
- For ministre, særlige rådgivere og departementschefer gælder sådanne helt særlige forhold omkring deres stilling og funktion, at deres sms-beskeder med videre bør opbevares i længere tid end ti år, skriver ministeriet ifølge mediet.
De nye retningslinjer skyldes den praksis, der blev lagt af Minkkommissionen tilbage i 2022, oplyser ministeriet til Politiken - og er altså ikke en indrømmelse af, at der skete fejl under minksagen.
Under kommissionens arbejde kom det frem, at blandt andre Mette Frederiksen og departementschef Barbara Berthelsen havde sat deres telefoner til automatisk at slette deres sms'er efter 30 dage. Derfor var flere sms-korrespondancer fra dagene omkring beslutningen om aflivning mistet. Minkkommissionen ville ellers gerne have haft lejlighed til at læse dem. Politiet forsøgte at genskabe sms'erne - dog uden held.
Ingen automatisk løsning
I en mail til Politiken skriver Justitsministeriet, at de nye retningslinjer ikke er et udtryk for, at den tidligere tilgang til opbevaring af sms'er og lignende har været "ukorrekt eller i modstrid med nogen regler".
Det fremgår af de nye retningslinjer, at Justitsministeriet anbefaler, at ministerierne sørger for, at der tages "en lokal kopi af alle arbejdsrelaterede sms-beskeder med videre" en gang om måneden, skriver Politiken.
Dog oplyser ministeriet også ifølge mediet, at der ikke findes en statslig løsning, der understøtter, at sms'er automatisk lagres lige som med e-mails.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.