Af Lars Barfoed
Rådmand Peter Thyssen fra Århus udtrykker i sin kronik 'Er jyderne deres egne værste fjender?' bekymring for, at de østjyske motorveje bliver glemt i drøftelserne om perspektiverne for en langsigtet transportpolitik. Det mener jeg er unødvendig bekymring.
Udgangspunktet for mine mere langsigtede overvejelser om udbygningen af motorvejskapaciteten i hele det østjyske område er præcis overvejelserne om kapaciteten på den østjyske motorvej E45. Bortset fra hovedstadsområdet er det jo på denne strækning, at vi har de største udfordringer på vejnettet.
Derfor arbejder jeg intens for, at vi allerede til efteråret vedtager en udvidelse af E45 omkring Vejle Fjord, der kan afhjælpe trængselsproblemerne dér. På lang sigt tror jeg dog ikke, at det er nok. Derfor lancerede jeg forslaget om at bygge en hel ny midtjysk motorvej.
En ny midtjysk motorvej vil for det første give en bedre trafikspredning, så al trafikken ikke koncentreres i Østjylland.
For det andet vil det understøtte erhvervsudviklingen i blandt andet Herning-området.
For det tredje vil det give bedre muligheder for eksporttrafik sydpå mod Tyskland.
Og for det fjerde er det som hovedregel billigere at bygge en hel ny motorvej frem for at udvide en eksisterende.
Spørgsmålet om den præcise linjeføring af en hel ny midtjysk motorvej udestår. Men vi udviser rettidig omhu ved allerede nu at undersøge forskellige mulige linjeføringer. Det gælder både løsninger, som orienterer sig mod vest, løsninger der er mere østligt orienteret, samt mulige kombinationer. Samtidig ser vi også på perspektiverne i at udvide de øvrige strækninger på den østjyske motorvej E45 fra fire til seks eller otte spor.
Pointen er, at vi skal analysere udfordringerne i sammenhæng - det er den eneste måde, som sikrer en løsning, der også holder på langt sigt, og som kan danne baggrund for de indsigtsfulde prioriteringer af de fremtidige investeringer, som Peter Thyssen efterlyser. Det håber jeg på, at både Peter Thyssen og jeg kan stå sammen om.
Transportminister Lars Barfoed (K)
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.