
Hvad er en algoritme egentlig, og hvordan skaber vi nye teknologier, der harmonerer med et godt og meningsfuldt hverdags- og arbejdsliv?
Et nyt center for digital teknologiforståelse vil udforske, hvordan børn og unge konstruktivt og kritisk kan være medskabere af de digitale teknologier, som danner rammer for vores liv, fællesskaber og samfund.
Videnscentret etableres i et ligeværdigt samarbejde mellem universiteter og professionshøjskoler. Konsortiet er landsdækkende og består af otte partnere: De seks professionshøjskoler, Aarhus Universitet og Københavns Universitet. Det oplyser Aarhus Universitet.
Aarhus Universitet og Københavns Professionshøjskole er værtsorganisationer på vegne af deres respektive sektorer.
Samlet dansk tilgang
Centret bygger videre på tidligere forsøg og projekter og samler for første gang de danske fagmiljøer på tværs af universiteter, professionshøjskoler, skoler og gymnasier for at etablere en samlet dansk tilgang til digital teknologiforståelse i grundskolen og på ungdomsuddannelserne.
Lærere og elever kommer til at spille en stor rolle i den faglige udvikling.
- Ambitionen er, at alle børn og unge uanset køn, postnummer eller social baggrund får viden om digital teknologiforståelse, så de konstruktivt og kritisk kan deltage som demokratiske borgere i et digitaliseret samfund, siger Ole Sejer Iversen, professor i interaktionsdesign og leder af Center for Computational Thinking & Design ved Aarhus Universitet. Han er også leder af det nye videnscenter.
Videnscenteret opstår med en bevilling på 50 mio. kr. fra Villum Fonden, Novo Nordisk Fonden og Lundbeckfonden over de næste fem år.
Børn mangler digital støtte
- Vi har som samfund haft en tendens til at overvurdere vores børn og unges digitale kompetencer. Nogle kalder dem endda digitalt indfødte, men faktum er, at flere børn føler sig alene og overladt til den digitale verden uden støtte fra de voksne. Ikke mindst børn fra ressourcesvage hjem, siger docent Lars Bo Andersen fra Københavns Professionshøjskole, som er vicecenterleder ved det nye videnscenter.
Det er også et område, der optager børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S):
- Det er helt afgørende, at vi skaber mere viden om, hvordan alle børn kan få et sundt forhold til deres digitale liv. Jeg vil gerne, at alle børn og unge i deres skolegang får viden om teknologiernes konsekvenser for både dem selv og samfundet. Derfor er jeg rigtig glad for det nye videnscenter, siger han.
ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.