Selv om det står i loven, at en dagpleje kan etableres i private hjem eller andre lokaler i børnenes hjemlige miljø, er det i orden, at Hedensted Kommune har lavet flere stordagplejer, som ikke ligger i private hjem.
Det afgør Ankestyrelsen i en udtalelse, efter at Bupl havde klaget over kommunens praksis.
Hedensted Kommune har for øjeblikket otte stordagplejer, hvor ti børn hvert sted bliver passet af tre voksne, fremgår det af kommunens hjemmeside. Kommunen har drevet stordagplejer i en årrække.
Discount?
Bupl har klaget, fordi der efter fagforeningens mening er tale om discount-vuggestuer, som slipper for en række lovkrav om eksempelvis pædagogfaglig uddannelse og minimumsvurderinger.
- Der er jo ikke tale om børnenes hjemlige miljø, når de passes i pavilloner ved en skole, en nedlagt specialbørnehave eller i tidligere undervisningslokaler, sagde Bupl's næstformand, Birgitte Conradsen, til fagbladet Børn & Unge, da klagen blev indsendt i august 2022.
Klagen, hvis indhold blev bakket op af daværende børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S), fik flere andre kommuner til at tøve med at oprette lignende stordagplejer.
Ankestyrelsen bad Børne- og Undervisningsministeriet om en vejledende udtalelse, som kom for godt et år siden, og senere en supplerende udtalelse om sagen.
Ministeriets vurdering er, at lovens formuleringer ikke skal tolkes så stramt, at det forhindrer stordagplejer som dem, Hedensted driver.
Den vurdering læner Ankestyrelsen sig op ad og fastslår nu, at Hedensteds praksis ikke er i strid med dagtilbudsloven. Desuden beklager styrelsen den lange sagsbehandlingstid.
Afgørelsen kan læses her.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.